Lisbeth Zornig: Livet, barndommen og manden
© Athenas

Lisbeth Zornig: “Hvis du skal overleve det, skal du gøre nogle ting, selv om du er skidebange”

Hun gør en forskel og har turdet blotte sig selv og sin barndom, for at andre kan få en bedre. Hun kæmper, hun mener, hun handler, før hun stopper sig selv. Kom tæt på hende her

19. maj 2017 af Johanne Luise Boesdal

Lisbeth Zornig Andersen (48)

PRIVAT: Gift med journalist og direktør Mikael Lindholm, der også er en del af Huset Zornig. Mor til Asbjørn på 27, Ida på 20, Freja på 19, Tea på 16 og Magnus på 14 år fra tidligere forhold.

JOB: Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet med et speciale om spilteori. Derefter systemudvikler hos Codan, Danske Bank og KMD, forretningsudvikler og projektchef, underdirektør og direktør hos Specialisterne. Og så i 2010 formand for Børnerådet. Året efter udgav hun selvbiografien Zornig – vrede er mit mellemnavn om sin brutale opvækst med massive svigt. I 2012 konfronterede hun dem, der svigtede, i DR-dokumentaren Min barndom i helvede – og stoppede som formand for Børnerådet. For at starte egen virksomhed, Huset Zornig, som nytænker arbejdet for og med udsatte børn og familier. Samtidig er hun formand for den sociale tænketank SIF.

AKTUEL MED: Krimien Bundfald, som hun har skrevet sammen med sin mand. 

"Jeg er bare en kylling med et meget stort næb. Jeg kæfter op og går i den ene kamp efter den anden, samtidig med at jeg er skidebange for, hvad der sker. De to sider af mig har virkelig svært ved at spille sammen.” Det er Lisbeth Zornig Andersen, der taler.

Vi sidder i forhaven til hendes rækkehus i Rødovre, og jeg spørger hende, straks scenen er sat, om det, jeg er mest nysgerrig på: Hvor kommer modet fra?

Modet til i DR-dokumentaren Min barndom i helvede at konfrontere sin stedfar og mor på landsdækkende tv med en barndom med vold, druk, omsorgssvigt og seksuelle krænkelser. Modet til at fortælle om pigen fra Lolland, der allerede som treårig brugte vold og fik ros af familien for sin fuldtræffer, da hun slog en større dreng til blods. Modet til at takke ja til en post som formand for Børnerådet – og gå efter første periode for at forblive tro mod sig selv og sine værdier. Modet til at starte egen virksomhed med social profil.

Vi starter med den seneste i rækken af modige beslutninger i Lisbeth Zornig Andersens liv, hvis du spørger hende: At gå fra fakta til fiktion og skrive en krimi sammen med sin mand, journalist og direktør Mikael Lindholm.

“Jeg har aldrig skrevet skønlitteratur før, og det er da vovemod at påstå, at man kan noget på det område. Skønlitteratur er svært at skrive ... har jeg opdaget,” siger hun og uddyber:

“Til forskel fra faglitteratur, hvor du skriver ud fra en indholdsfortegnelse og ikke behøver at gemme spændingen til sidst, har kunsten været en god dramaturgi. Det har været et
con amore-projekt, vi har skrevet på i ferierne igennem fire år, og det har været en enorm tilfredsstillelse at dykke ned i et univers, vi selv har skabt. Det bliver ikke sidste gang!” 

Jeg har fået rykket ved meget

Vi vender tilbage til virkeligheden og det mod, der har gjort Lisbeth Zornig Andersen til en offentligt kendt person med en stemme, der brød igennem den politiske lydmur, da det gjaldt børns vilkår.

Fra 2010 til 2012 var hun formand for Børnerådet – et statsligt råd, som skal sikre børns rettigheder. En formand, som selv havde haft brug for, at nogle havde sikret hende, og som sagde det højt, fordi alle skulle høre det. Tage stilling til det.

“Jeg har fået rykket ved mange ting, og Børnerådet fik i den periode sat udsatte børns rettigheder på dagsordenen på en helt anden måde, end det var set før. Men da vi nærmede os muligheden for at blive udpeget til anden periode, var jeg simpelthen så forslået. Jeg havde reelt fået åndedrætsbesvær af at navigere i det politiske system og internt skændes med størstedelen af rådet, fordi de havde hver deres dagsorden og interesser. Indimellem på bekostning af børnenes, syntes jeg. De havde dog det til fælles, at de fleste var bange for den der loose cannon for bordenden, der gik ud og plaffede til højre og venstre.”

Hun sænker sin overraskende lyse og fine stemme og fortæller mig, at det, hun vil fortælle, har hun ikke fortalt nogen før:
"Efter at rådet havde skældt mig ud for at have sagt det, gik jeg til daværende socialminister Karen Hækkerup og sagde: 'Hvis jeg skal forsætte i anden periode, skal størstedelen af rådet fyres. Ellers fortsætter jeg ikke'. Det var socialministeren ikke interesseret i, og derfor stoppede jeg. Men hun var fair og fortalte efterfølgende i medierne, at hun gerne ville have haft, at jeg var fortsat en periode mere."

Lisbeth Zornig Andersen dur bare ikke i den type kompromissøgende setup, siger hun, ligesom hun heller ikke ville fungere i et politisk parti. Hun befinder sig med egne ord bedst i det private erhvervsliv, hvor spillereglerne er klare. Hvor alle ved, hvem der bestemmer, og alle har én fælles interesse: Virksomhedens bundlinje.

Med Huset Zornig har hun skabt en virksomhed, hvor hun bruger sin viden og erfaring fra sine tidligere jobs som it-strateg i det private erhvervsliv til at arbejde for og med det, hun brænder for: At hjælpe udsatte børn, unge og familier. Blandt andet ved at rådgive myndigheder, afholde kurser og udgive bøger.

Huset Zornig har for eksempel netop udgivet – med hjælp fra crowdfunding og faglig bistand fra Red Barnet og Børnehus Sjælland – den gratis håndbog Jeg ville have sagt det, hvis ...
I bogen fortæller en række voksne krænkede børn, hvad der kunne have fået dem til at tale noget før.


“Når jeg udgiver sådan en bog, handler det for mig om at få formidlet: Hvad skal de voksne kunne, hvis de skal få børn til at tale så tidligt i livet, at det er tids nok til at hjælpe dem? For jeg ved, at hver eneste bog, de downloader, kan gøre en forskel for et krænket barn. Det lyder måske fortærsket, men det er sådan, jeg tænker det. Vi må få ét barn ud ad gangen.” 

Med røven i vandskorpen

En af udfordringerne ved at starte egen virksomhed med social profil er økonomien. Lisbeth Zorning Andersen tog netop en uddannelse som cand.polit for "ikke at blive arbejdsløs".

Arbejdsløs er hun bestemt ikke - tværtimod - men det er udfordrende for hende "altid at køre med røven i vandskorpen" og med en tremåneders horisont, der hedder: "Hvis ikke der sker noget om tre måneder, så skal jeg ud og køre taxa".

“Når jeg siger det til folk, bliver de overraskede. Alle omkring mig har åbenbart en
idé om, at jeg har masser af penge. Jeg var til en konfirmation for nylig, hvor nogen sagde: ‘Jamen, Lisbeth, du er jo rig’. Jeg tænkte bare: Hvor pokker har I det fra? Jeg har fem børn, har sovet i stuen i otte år og har først i en alder af 48 fået mit eget soveværelse, fordi tre ældste børn er flyttet hjemmefra. Jeg klager ikke. Slet ikke. Der findes gode mennesker derude, som bakker op om mine projekter på forskellig vis.”

Et af de projekter, hun har oplevet stor opbakning til, var hendes spontane tur gennem Danmark sidste sensommer med seks desperate flygtninge i bilen. Det blev hun idømt en bøde for, og den gik folk i gang med at samle penge ind til på Facebook.

“Jeg tror, mange overvejede at hjælpe dem, men ikke turde. Jeg har slet ikke de overvejelser, jeg gør det bare. Politiet havde på stående fod ikke noget klart svar på, om det var ulovligt eller ej, så jeg løb risikoen. Det komiske ved den her sag var, at hvor andre sikkert ville bekymre sig om retssystemet, gik mine bekymringer mere i retning af, at jeg kørte med seks fremmede mennesker i min bil. De var jo pressede og kunne måske finde på hvad som helst! Lige på det punkt er jeg altså en kylling. Jeg går heller ikke alene rundt i Rødovre i mørke, hvis jeg kan undgå det.”

Vi er ved noget af det, der kendetegner Lisbeth Zornig Andersen. Hun føler ofte angst, men lader sig ikke bremse af den. Og har svært ved at forstå, når andre gør det. Som ved den netop vedtagne lov om, at flygtninge skal vente tre år på familiesammenføring. Hvorfor hægter modstanderne sig ikke bag på ministerbilerne?

“Den lov er katastrofal. Alle børneorganisationer har taget afstand fra den. Alle ved, at det her kommer til at koste børneliv. Alligevel er et høringssvar den eneste modstand ... Det forstår jeg ikke. Havde jeg haft posten som formand for Børnerådet, da den lov blev vedtaget, havde jeg lavet en helvedes ballade.”

Men hvor kommer modet fra til at lave den helvedes ballade, hver gang hun bliver indigneret og vred?, spørger jeg igen.


“Modet kommer af en barndom frem til 14- års alderen, hvor ingen stillede op for mig. Hvis du skal overleve det, skal du gøre nogle ting, selv om du er skidebange. Gå i mørket selv. Turde sove hos fremmede og bede fremmede om hjælp. Være alene hjemme og ikke vide, hvornår ens mor eller far kommer hjem. Ting, som børn normalt ikke skal, det er jeg blevet nødt til. Det har været forfærdeligt, men det har også vist mig, at der ikke altid sker noget ved at gøre ting, du er bange for. At det ikke altid er farligt at bede en fremmed om hjælp. At der er ting, du kan blive nødt til at gøre.”

Hun sammenligner det med at have været et barn på flugt fra krig.

“De børn, der kommer til Danmark fra krigs­ramte lande, har været tvunget til at gøre ting, der gjorde dem skrækslagne. Som at forlade deres mor, selv om de ikke ved, om de kommer til at se hende igen. Omstændigheder kan få ethvert menneske til at handle modigt.”


Indimellem forsøger hun at sige til sig selv, at hun ikke behøver at tage alle de frygtindgydende kampe, tilværelsen disker op med.

“Men så går der lige et minut ... og så har jeg gjort det. Det er lidt ude af kontrol. Men jeg kan ikke tie stille, hvis jeg ikke er enig. Min mand har efterhånden lært at sætte pris på det, men jeg har virkelig brændt nogle broer på den konto. Og ville da ønske, at jeg engang imellem kunne holde min kæft, men det er åbenbart ikke en evne, jeg har.” 

Rollemodel – på godt og ondt

At Lisbeth Zornig Andersen taler, når andre tier, har gjort hende til rollemodel for en masse kvinder. En position, som ikke har været uden konsekvenser.

“Det er dejligt at være rollemodel, og jeg håber, at de kvinder, der lader sig inspirere af mig, tager noget af det gode fra mig med sig. Men jeg oplever desværre også mennesker, der knytter sig til mig på en rigtigt usund måde – og det bearbejder jeg lige nu i mit liv.”
Vi har tydeligvis ramt noget, der fylder i hendes tanker.

“Det starter med, at de her kvinder gerne vil dele noget med mig, derefter have min hjælp til noget, for til sidst at ville være min datter eller søster. Og det er så her i processen, at de bliver vrede på mig, da det går op for dem, at jeg ikke kan fjerne deres livssmerte.”


Hun har oplevet kvinder, der har løjet en livshistorie frem for at få hendes opmærksomhed. Eller er gået skridtet videre og har tiltvunget sig adgang til hendes kontor for at kaste sig i favnen på hende. I håbet om, at hun kunne redde dem.

I dag blokerer hun dem, der går over stregen, men sådan har hun ikke altid haft det. Tidligere gav hun alt. Lukkede folk ind i sit familieliv og lod dem sove på sofaen. En enkelt ringede hende op med ledningen om halsen.

“Der har været mange ulykkelige kvinder forbi mit og børnenes hjem, og det fortryder jeg i dag. Det skulle hverken jeg selv eller mine børn have været udsat for.”


Men Lisbeth Zornig Andersen kom væk. Hun fik brudt mønstret, fordi hun fik hjælp til at vende den indre ild og den udadvendte vrede til noget formålsgivende. Som en insisteren på at få en god uddannelse. I midten af 20’erne var hun færdiguddannet cand.polit. I midten af 30’erne var hun forretningsudvikler i en af Danmarks største it-­virksomheder.

Hjælpen fik hun ved som teenager at få en årrække med kærlighed, tillid og stabilitet på institutionen Hylleholt. Her mødte hun blandt andre pædagogen Karen, der tilbød lektiehjælp, livserfaring ... og ikke mindst sin kærlighed. Som hun ikke har sluppet siden.

“Vi har et partnerskab for livet.”


Er vrede stadig dit mellemnavn?

“I en alder af 48 er jeg ved at have fået transfor­meret vreden til at turde tage nogle ikke­fysis­ke, men verbale kampe. Man kan sige meget dårligt om det miljø, jeg kommer fra, men det har lært mig at kæmpe for det, jeg tror på. Det kan så godt være, at de kæmper for det forkerte i underklassen, men de kæmper. I modsætning til middelklassen, som jeg oplever som en lille smule paralyseret, når de oplever noget, der er grimt. Jeg har dog som voksen oplevet nogle enkelte gange, at vreden fra min barndom tog over. Den ene gang befandt jeg mig på en båd sammen med Mikael og hans ældste datter, da en fuld svensker chikanerede hende ret groft. Jeg for hen, tog fat i kraven på ham og råbte helt tæt på hans ansigt: ‘Hvad fanden har du gang i?’. Mikael var i chok over min reaktion, men jeg har stadig en dyrisk mekanisme i mig.” 

Hvad gør dig sårbar?

“Kærlighed. Jeg har med Mikael oplevet en form for kærlighed, som jeg kan blive så bange for at miste, og der er med ham flyttet en ny sårbarhed ind i mit liv. Jeg har altid været god til ikke at servere mig selv på et sølvfad. Folk omkring mig har været nice to have, men ikke need to have. Det har tidligere kærester da væ­ret frustrerede over, men også forstående over for, da de vidste, at det var noget, jeg gjorde for at beskytte mig selv. Som jeg siger til Mikael, er det så langt ude, at jeg på niende år får kriller i maven, når vi skal mødes. Det er så skørt! Jeg troede ikke på, at den slags følelser eksisterede, og har tidligere tænkt, når folk var forelskede på det niveau: Spis lige brød til. Men her er jeg selv. På niende år. At være så afhængig af et andet menneske er skræmmende, og samtidig glæder jeg mig hele tiden, til vi skal ses igen. Det er heldigvis gensidigt, og det er simpelthen et mirakel.”

“Hi, honey!”
Telefonen ringer. Ikke min, men hendes. Jeg overraskes igen over hendes lyse, fine stemme. Det er hendes datter, og inden hun tager den, når hun lige at sige, at hun godt kan huske, hvor vi kom fra. Datteren er lige flyttet hjemmefra, ejerlejlighed i cykelafstand, og de aftaler at ses på søndag.

Hvordan skaber du en familie, når du ikke selv kommer fra en, der fungerede?

“Jeg har haft tre strategier. Den ene har været at se tilbage på de perioder, hvor det fungerede. Som med pædagogen Karen, som jeg lærte at kende som 14-årig. Jeg betragtede meget, hvordan Karen og hendes mand, Børge, var en familie sammen med deres to børn, og kopierede dem, da jeg selv blev mor. Den anden strategi er mere nørdet. Da jeg ventede min ældste søn, Asbjørn, som i dag er 27, gik jeg på biblioteket og lånte alt, hvad der var af litteratur om at have børn, og høvlede bøgerne igennem en efter en.

Den tredje, og mest effektive strategi, var finde nogle rigtigt gode fædre til mine børn. Asbjørn fik jeg sammen med en studiekammerat, og han er en rigtig god far, og de fire andre sammen med min eksmand, Ole, som også er en fantastisk far. Og som jeg har et virkelig godt forhold til i dag. Nu lyder det, som om jeg kun har brugt min fornuft i mit valg af mænd igennem tiden. Det har jeg ikke, men jeg har altid fornuften med – også. Jeg kunne ikke drømme om at få børn med en mand, der grundlæggende har nogle andre værdier end mig.” 


Du og din mand har valgt ikke at bo sammen – hvordan fungerer det?

“Selv med Mikael bruger jeg min fornuft, og vi har blandt andet brugt vores fornuft til ikke at bo sammen, selv om vi er gift. Ingen af os har lyst til at flytte vores i alt otte børn eller presse en anden måde at være familie på ned over de børn, vi ikke selv er forælder til. Jeg har meget stor respekt for børns barndom. Så stor respekt, at der skal virkelig meget til, før jeg vil fundamentalt ændre den.

 I min verden kan man godt være gift og have lyst til at være sammen hele tiden – og så ikke være det. Jeg har derfor et liv med to verdener, og det fungerer godt. Hver anden uge bor jeg sammen med mine børn, og hver anden uge sammen med min mand. Men Mikael og jeg arbejder jo sammen, så vi kysser godmorgen i døren til kontoret hver dag. Og det er da ingen hemmelighed, at når børnene flytter hjemmefra, flytter vi sammen. Min yngste er 14, og hans 12. Men vi kan fint vente.” 

Hvad betyder alder for dig?

“Jeg har aldrig oplevet følelsen af panik i forhold til alder, for jeg har altid gjort ting før andre. Jeg fik mit første barn, da jeg var 20. Jeg var færdig med min kandidatgrad, da jeg var 24. Jeg havde fem børn og en lederstilling i det private erhvervsliv, da jeg var 35. Jeg har derfor nået mange af de ting, der normalt får uret til at tikke hos folk. Faktisk troede jeg ikke, at jeg ville blive særligt gammel. Jeg har haft en meget alvorlig tarmsygdom, har gennemgået en række seriøse operationer og haft stomi i to år. Det var på alle måder besværligt og tabubelagt, og jeg passer virkelig godt på min krop i dag. Livet skal stadig være sjovt, og der skal være plads til en fransk hotdog, men jeg lever primært sundt og motionerer i Fitness World. Og så længe jeg kan løfte lige så meget vægt som den mandlige instruktør, er jeg glad. På den måde er jeg et fjollet konkurrencemenneske. Jeg måler mig ikke med de andre, der træner, men med instruktøren. Det er måske et godt billede på, hvad der er forskellen på mig og så mange andre.”

Hvad er du blevet bedre til med alderen?

“Jeg har aldrig været god til at være feminin, men det er jeg med alderen og Mikael blevet bedre til at være. Jeg kan godt selv se, at jeg har mega gode ben, men jeg har en barriere omkring det at være eksponeret, som formodentlig hænger sammen med de krænkelser, jeg har været udsat for. Første gang jeg gik på stranden med min mand, var jeg iført en badedragt – med ben i. I dag har jeg med hjælp fra ham både bikinier og kjoler i skabet, og når jeg tager en af dem på, føler jeg mig meget feminin og tænker: Det må jeg gøre noget oftere. Lige indtil næste dag, hvor jeg hopper i et par cowboybukser igen. Til trods for min manglende evne til at klæde mig feminint har jeg været god til at have mange forhold og være troløs, så det er ikke, fordi jeg ikke har haft nogen seksualitet. Tværtimod. Jeg har bare aldrig helt knækket koden til, hvordan du hopper i en lille sort nederdel.” 

Hun griner og peger over på et tørrestativ, hvor der rigtigt nok hænger en række farverige bomuldstrøjer og et par kakifarvede lærredsbukser. Jeg siger, at hun har knækket så mange andre og vigtigere koder og spørger hende, om hun med alderen har tilladt sig selv ikke at være verdensmester på alle områder?

“Min eksmand, Ole, sagde engang til mig:

‘Lisbeth, du bliver nødt til at forstå, at du ikke er en Fiat 127, der behøver at ligge i overhalingsbanen hele tiden for at vise, at du godt kan køre stærkt, selv om du er en lille bil.

Du er blevet en Audi, der fint kan lægge sig i inderbanen og køre derudad stille og roligt – velvidende, at rører du bare speederen lidt, er du forbi’. Men nej, jeg vil nok altid befinde mig i overhalingsbanen, for jeg gør bare sjældent tingene halvt. Vi har lige fået ny skraldesortering i området, og jeg har allerede opfundet de mest sindrige systemer, så jeg kan sortere mit affald helt ned i detaljen. Og jeg elsker det.” 

Måske er du interesseret i ...

Seneste