Lis Sørensen
© Ida Wang

Lis Sørensen “Jeg insisterer på et bedre liv hele tiden!”

Lis Sørensen tror på grundig forberedelse, god, gammeldags luft, og at livet bliver bedre, når du læner dig fremad

6. august 2017 af Louise Thorsted

Lis Sørensen er gift med musiker og trommeslager Jan Sivertsen og mor til Sylvester på 24 år.

Hun er sanger, sangskriver, komponist og ud­dannet musikpædagog fra Det Jyske Musik­ konservatorium. Hun slog igennem med Shit & Chanel, derefter med Anne Linnet Band. Senere samarbejdede hun med Sebastian, hvorefter hun gik solo i 1983.

I dag er hun aktuel med albummet Bedre tider og en turné landet rundt. 

Kærlighedsliv 

“I 20’erne, 30’erne og 40’erne handler kærlighed mest om, hvad du gerne vil have, kontra hvad du kan få. Nu er det mere baseret på, hvad jeg kan give. Mit kærlighedsliv er meget mere rummeligt. Hvor det tidligere kun var Jan og min søn, Sylvester, der var i det, er det i dag fyldt med gode venner, stadig min søn og min mand, men også mine dyr og mit publikum. Jeg får lyst til at dele mere kærlighed ud.” 

Privatliv 

“Lige nu er det som altid blandet godt sammen med mit arbejdsliv, fordi jeg har den fornøjelse at arbejde sammen med min mand, som er trommeslager. Og så har jeg lært, at det først er, når jeg investerer mine helt private, dybe følelser i en sang, at den bliver interessant for andre. Prøver jeg at holde tilbage på det private, taber jeg sangen på gulvet. Når jeg kigger på de værker, der fanger mig i kunst og litteratur, er det også dem, hvor afsenderen investerer noget af sig selv. At give los de rigtige steder, uden at det bliver omklamrende, men i stedet energifyldt. Det er en evne og et håndværk, jeg er blevet bedre til.” 

Arbejdsliv 

“Jeg har sunget, siden jeg var 17-18 år, og nu her i starten af mine 60’ere føler jeg ikke, at det er noget, jeg kommer til at stoppe med. Jeg har kun følt mit eget pres op til det her album, som jeg har arbejdet på i to et halvt år. Når jeg ser tilbage, har jeg jo spyttet et album ud om året op gennem 80’erne og 90’erne. Så gik der fire år mellem hvert, og nu er det syv år siden, jeg har lavet noget med nye sange. Jeg har ikke haft behov før, for jeg har turneret virkeligt meget og har måske heller ikke rigtigt haft noget at sige. Der er mange, der snakker om den svære toer – det her er så den svære 16’er. Heldigvis har jeg et stort bagkatalog, som minder mig om, hvor meget jeg har tvivlet, hver gang jeg tog en ny sang i min favn første gang. Men også om det liv, de har fået, takket være publikum. Nu hvor jeg står med en favnfuld nye sange, som jeg er usikker på, er det skønt at tænke på, at det var jeg også med alle de andre.” 

Livskraft 

“Livskraft er at være i det nu, hvor tiden forsvinder uvirkeligt bag os og samtidig farer frem med voldsom fart. Og at være næret og fyldt af alt det smukke, jeg har oplevet, og af al den kærlighed, jeg har givet, og så ride videre på den. For alt kan blive bedre. Også når du er der, hvor du læner dig tilbage og tænker, at nu går alt godt. Selv der er der alligevel noget, der kradser inden i mig. Noget, der vil videre. Jeg oplever det som en menneskelig drift og min drivkraft. At insistere på et bedre liv hele tiden!”

Livsvidner

“Det er selvfølgelig dem helt tæt på. Og så er der mit publikum! Jeg spillede et job på Næstved Gymnasium for nylig. Da jeg kom ind, kunne jeg bare mærke, at her havde jeg været for mange, mange år siden. Og sidst i 70’erne spillede Shit & Chanel da også på stort set alle gymnasier i kongeriget Danmark. Mere end 40 år senere stod jeg og tænkte de samme tanker: Kan jeg gøre det godt nok, hvad skal jeg tage på, og hvor mange mon der kommer? Da jeg gik på scenen, spurgte jeg, om der var nogen, der havde hørt Shit & Chanel lige her engang for længe siden. Og det var der faktisk tre stykker, der kunne huske. Det at være livsvidne er også at være det selv. Når jeg er på landevejen, har jeg masser af tid på færger og i bilen til at holde kontakt. Det fylder mig op, så jeg kan gå mere ind i mig selv, når jeg går på scenen. At være optaget af mig selv alle døgnets 24 timer bliver simpelthen for tomt for mig. Jeg røvkeder mig, og derfor bliver jeg nødt til at være vidne til andres liv.”

Livræd

“Jeg er hunderæd dagligt og for alt muligt. Ofte når jeg sætter mig ind i min bil, for jeg lever på landevejen og kører 50.000 kilometer om året. Det er sgu ikke ufarligt, og jeg er især bange, når vi kører hjem om natten. Men jeg banker under bordet og kaster salt over højre skulder. Og holder ind til siden, når der løber en sort kat over vejen, lige meget hvor travlt jeg har. Og så beder jeg til, at vi kommer uskadt frem og tilbage.”

Livredder

“Jeg har brug for at blive reddet i land, når jeg ryger ud ad en tangent eller ind i et tankespind, som ikke har hold i virkeligheden. Når jeg bliver påvirket af noget udefra eller grebet af noget indefra, som jeg ikke kan styre. Så er det helt utroligt dejligt at læse nogle digte af Søren Ulrik Thomsen. Han hiver mig i land.” 

Livvidde

“Jeg gør meget for at holde mig i god form, men kun fordi jeg kan lide det. Jeg har ikke været nede at spille tennis i dag, fordi jeg skulle snakke med dig. Det gør jeg ellers helst hver dag. Jeg kan godt lide at bruge min krop og få pulsen op. Jeg skal have ilt. God, gammeldags frisk luft er ikke at forklejne. Når jeg spiller tennis, har jeg fokus på den gule kugle, og intet andet end hvordan jeg bliver bedre til et bestemt slag eller flytter mine ben bedst. Der er så meget selvforglemmelse i at være lige der. Når jeg får en bold, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med, er det lidt som at stå på scenen, når der sker noget musikalsk, jeg ikke lige havde regnet med. I begge tilfælde træner jeg mig selv i øjeblikkets strategi eller den der ubevidste handling, der sker derefter. Som i: Jeg gør det her, og jeg er overhovedet ikke bange for at satse lige nu. På en tennisbane er jeg typen, der løber efter alt, og derfor kan jeg faktisk godt slå nogle af dem, der er bedre end mig.” 

Livtag

“Mit eget største livtag var dengang, jeg gennem seks-syv år prøvede at blive gravid. Jeg havde sådan en fornemmelse af, at det godt kunne lade sig gøre, men fik hele tiden at vide, at det kunne det ikke. Men det lykkedes mig, og jeg fik mit livs stjerne! Får du lov at leve længe nok, venter der mange livtag. Melankolien og forløsningen af dem er mit bud på at klare sig igennem livet. Og at accepetere, at livtag er et livsvilkår. Vi har alle vores øjeblikke, hvor vi møder os selv og er alene. Nogle mærker ensomheden, andre hviler i det. Derimellem venter lykken i nogle små, fine doseringer.” 

Livsråd

“Mine dage bliver reddet af, at jeg har det grineren med de mennesker, jeg omgiver mig med. Som rejsende musikanter har vi en lidt lettere gang på jorden, fordi vi helt bogstaveligt flytter os og kan lægge situationer og mennesker bag os. Det må du gerne. Og så er der noget med forberedelse. I mine unge år glemte jeg at tro på min egen styrke og rettede for meget ind. Der ville jeg gerne have været lidt bedre forberedt et par gange. I stedet lærte jeg noget af at få nogen over snuden. Når jeg ruller ud på landevejen i dag, er alt planlagt ned til mindste detalje. Jo bedre forberedt jeg er på det, jeg skal, jo mere kan jeg give slip i øjeblikket. Jo mere du har sat dig ind i en tankerække og forudset, hvad der potentielt kan ske til for eksempel et møde, jo bedre kan du bevare din egen gode balance og møde andre. Vi er forskellige alle sammen, men accepterer du dig selv, kan du også bedre acceptere andres måde at gøre tingene på.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 77

Måske er du interesseret i ...

Seneste