Usikker teenagedreng
© iStock

Lenas søn var en usikker teenager: “Jeg har været alt for omklamrende og pylret”

Lena har altid været bekymret for sin søn. Først fordi han var ordblind, og siden fordi han var meget alene. I puberteten kulminerede problemerne, indtil Lena lod sin søn blive udfordret i stedet for beskyttet

21. marts 2017 af Karen Greve

Billedet ovenfor er ikke af Lennarth, men er indkøbt til artiklen.

Mor: Lena (42) arbejder som indkøber, er gift og mor til Lennarth og lillesøster Lecia på 12.

Søn: Lennarth (15) går i 9. klasse. 

Fire dage. 96 timer. 5.760 minutter. Så lang tid gik der, før Lennarth ringede hjem til sin mor fra sin sommerlejr på Drengeakademiet sidste år. Lena kan sige det helt nøjagtigt, for de fire dage føltes meget lange for hende. Hun havde sendt Lennarth af sted med skræk og bæven til en udfordring, der virkede alt for voldsom for hendes usikre 15-årige dreng.

Lennarth skulle helt til København, undvære sin familie i to uger, være sammen med helt nye mennesker og deltage i et stramt program med træning, sund kost og fokus på faglig og personlig udvikling. Hvordan i alverden skulle det dog gå med en vrangvillig dreng, der var skoletræt og opgivende, når det gjaldt om at få nye venner?

“Lennarth fik tidligt en lang række neder­lag, fordi han var ordblind, og det smittede af på hans sociale liv. Han knyttede sig ikke til nogen. Måske fordi han følte, at han var dum. Da han blev teenager, fik vi svært ved at få ham i skole og havde kæmpe diskus­sioner hen over køkkenbordet om hans lek­tier. Jeg var bekymret for ham,” siger Lena. Så hvad stiller du op, når dit barn helt naturligt i puberteten trækker sig væk fra familien og søger jævnaldrende – når der ikke står en lang række venner klar? Hvordan overbeviser du en dreng, der har oplevet nederlag på nederlag i skolen, om, at uddannelse er værd at satse på? Lena var kørt fast. Desillusioneret efter adskillige forløb for at hjælpe Lennarth i og uden for skolen.

Men så foreslår Lenas søster, at de kigger lidt på Drengeakademiet under Løkke­ fonden, fordi hun synes, at deres profil passer godt til Lennarth.

“Ikke tale om”

Drengeakademiet er et tilbud for drenge med faglige udfordringer. Et kursus på to uger i sommerferien med fokus på at styrke engagement, nysger­righed, vedholdenhed, selvkontrol og opti­misme. Alt sammen buzz­ord, der rammer Lena lige midt i maven. Tænk, hvis Lennarth kunne blive grebet af det?

Lena præsenterer ideen for sin søn, og til at begynde med er det ikke en succes: “Lennarth sagde: 'Ikke tale om'. Han var ræd for at få nye ned­erlag, og her var der ovenikøbet tale om to uger af hans sommerferie. Det krævede dels overtalelse, dels, at der var andre end mig til at skubbe på. Heldigvis har Lennarth en fan­tastisk dansklærer, der gerne ville hjælpe.”

Dansklæreren giver Lennarth til opgave at skrive en ansøgning til Drengeakade­miet – og når den nu var skrevet, kunne han jo lige så godt sende den! Lena lukker øjnene for diverse stavefejl i ansøgnin­gen, fordi hun udmærket kan se, at det er vigtigt, at Drengeakademiet kan vurdere, hvad Lennarth reelt har brug for hjælp til. Men også fordi hun allerede aner, at hans udvikling mod større selvstændighed er noget, han må og skal klare uden hende. 

Lennarth får plads på Drengeakademiet, og familien modtager en militaristisk instruks om at pakke præcis 14 par underbukser, tre håndklæder, et par løbesko og så videre. Intet er overladt til tilfældighederne, og selv om Lena griner lidt af det, forstår hun godt hvorfor.

“Alt er meget konkret, og rammerne er helt klare. Det gør drengene helt lige. De kommer med det samme, og de skal lave det samme. Hver dag havde et fast program fra morgen til aften, og Lennarth følte for første gang, at han var blandt ligesindede. De andre havde faglige udfordringer ligesom ham, og alle skulle arbejde med sig selv.”

En kæmpe lettelse 

På Drengeakademiet er det kun tilladt at have sin mobiltelefon i en time midt på dagen, og ingen i familien må skrive eller ringe. Så da Lennarth først er afleveret, kan Lena og hendes mand kun vente på, at han selv ringer. 

“Efter fire dage fik jeg bare den gladeste stemme i telefonen. Han snakkede om alt det, han havde oplevet, og lærerne var gode, maden var lækker, og han følte sig godt tilpas blandt de andre unge. Det var en kæmpe lettelse, for jeg gik jo og bildte mig ind, at han sikkert blev hjernevasket. Jeg havde sådan lyst til at sende ham noget trøstesnolder.”

Det første indtryk holder. Da Lennarth kommer hjem fra Drengeakademiet sover han først i halvandet døgn, men derefter tager han hul på sit liv med gåpåmod og en stærkere tro på sig selv. Han spiser sundt, træner i fitness­ center, tager på fisketure med venner, har fundet et fritidsjob og kan se meningen med at gøre sig umage i skolen. Det er nærmest et mirakel, som Lena ikke ville tro på, hvis ikke hun kunne se forandringen med sine egne øjne. 

“Fra ikke at have så mange at være sammen med, har han pludselig mange venner at vælge imellem. Han klarer det hele selv. Og jeg kan sagtens se, at fordi jeg har haft mange bekymringer over ham, så har jeg været alt for omklamrende og pylret: ’Åh, det var så synd for Lennarth’, men vel er det da ej. Han skulle bare lære at kæmpe for det. Det er desværre nok ikke lyv, at du kan præcis så meget, som din mor tror om dig.”

Her er Lennarth i dag

Her fortæller Lennarth (15) med sine egne ord, hvordan han har det i dag. 

“Jeg har været i Esbjerg for at tale foran 50 mennesker”

“Det var en positiv oplevelse at være væk hjemmefra på Drengeakademiet i sommer.

Jeg fik nye venner og blev bedre fagligt. Jeg læser bedre og fik også lært noget mere i matematik. Jeg kan mærke det nu i 9. klasse, at det er meget nemmere at lave lektier. Før skulle jeg have hjælp til at komme i gang og sad hele tiden og ventede på at få hjælp af en lærer i skolen, og derhjemme skulle min mor og far hjælpe mig. Nu er jeg slet ikke så afhængig af hjælp, og det er rart.

På Drengeakademiet fik jeg også sat fokus på, at motion og sund kost er vigtigt for, at jeg har det godt.

Jeg er begyndt at træne i et motions­center sammen med nogle venner, og hvis min mor foreslår noget snolder, så siger jeg ikke altid ja tak. Jeg tager på fisketure i min fritid, og næste år vil jeg gerne på efterskole. Måske et sted, hvor der er fokus på sejlads? Jeg har hørt så meget godt om efterskoler, og jeg har helt klart fået mod på at prøve det af.”

Det har jeg lært

“Lige efter jeg kom hjem i sommer, gik jeg ned og afleverede en ansøgning til Café Larsen, fordi jeg gerne ville have et fritidsjob. Før ville jeg nok have været meganervøs over at skulle gå ned og søge job, men nu arbejder jeg som opvasker flere gange om ugen.

Det vigtigste, jeg har lært om mig selv, er, at jeg skal tælle til 10, når jeg bliver vred.

Selvkontrol var et af de ord, vi talte meget om på Drengeakademiet, og der hørte jeg virkelig efter, for jeg var nok lidt for agressiv. I dag er jeg meget bedre til at styre mit temperament.

Jeg har også været i Esbjerg sammen med min mor for at tale foran omkring 50 mennesker. Det var 7.­ klasses drenge og deres forældre. Jeg skulle fortælle om mine oplevelser på Drengeakademiet, og jeg kan kun sige, at man skal tage af sted hjemmefra og få den oplevelse, hvis man overhovedet kan.

Jeg var da ret nervøs, lige inden jeg gik ind og talte, men da først jeg gik i gang, var det helt okay.”

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nummer 73.

Måske er du interesseret i ...

Seneste