Sportskvinde
© iStock

Læs Cecilies historie: Fra hjerneskadet til ekstremsportsudøver

For 23 år siden fik Cecilie en hjerneskade, men det stoppede hende ikke. Da hun fik en professionel cykel, trådte hun løs i pedalerne, og i dag er hun verdensmester

11. februar 2017 af Louise Thorsted

Billedet herover er ikke af Cecilie, men er indkøbt til artiklen.

“23 år har jeg fungeret på et par timers dyb søvn hver nat. Jeg har gjort meget for at finde ud af, hvad der var galt med mig. Jeg har været i kognitiv søvnterapi, hos psykiater og psykolog, og de har endevendt min barndom, men der var ikke noget at finde.”

Cecilie Overbye ved i dag, at hendes søvnløshed skyldes kroniske bivirkninger af malariamedicin, hun tog som 19-årig. Bivirkninger, som har sat sig som en hjerneskade. 

Det var ellers to fornuftige unge gymnasieveninder, der tog på jordomrejse i 1993. De ringede hjem som aftalt og kastede sig ikke ud i vilde eventyr. Alligevel gik det galt, da de efter tre måneder ramte Australien.

“Jeg begynder at blive mærkelig. Jeg er rastløs og op og ned ad væggene, mine tanker stikker fuldstændigt af med mig, jeg mister appetitten og kan ikke sove. Jeg får raserianfald, voldsomme hovedpiner og uforklarlige feberanfald. Min veninde kan slet ikke holde mig ud.”

Udvikler en overlevelsestaktik

Da veninderne lander i Katmandu, har Cecilie inhaleret en flaske ilt om bord på flyet efter at have hyperventileret. Hun kravler ind i ankomsthallen på alle fire. Veninden får fat i den danske ambassade, som guider dem til et familiehotel, hvor Cecilie forsvinder ind i en paranoid angst. I fem dage tror hun, at alle omkring hende er ude på at slå hende ihjel.

“Jeg bliver hentet hjem med en sygeplejerske ved min side i flyet. I lufthavnen venter mine forældre. Min mor er psykolog og ved fra lægen, at jeg har haft en akut psykose. Med sin viden om systemet er hun bange for, at jeg vil blive stigmatiseret, hvis jeg kommer ind i det psykiatriske system. Hun holder mig hjemme. Der er ingen, der spørger, hvordan jeg har det. Alle omkring mig tror, det vil gå over.” 

Men det går ikke over. I stedet udvikler Cecilie en overlevelsestaktik.

“Da først jeg havde fået bygget en mur op omkring det her, som ingen kunne forklare, så udviklede jeg en teknik til, hvordan jeg gjorde og stadig gør. Overlever. Det handler om struktur og vilje. Når først jeg har bestemt mig for noget, om det så var at gennemføre den tandlæge- uddannelse, min mor havde søgt for mig, så har jeg holdt fast i det.”

Helten er en windsurfer 

Og Cecilie holdt fast. Hun gennemførte sin tandlægeuddannelse, fik en karriere – og mødte den mand, hun har fået to børn med. Den mand, hun med sine egne ord kalder helten i det her eventyr. Han holder af og holder om – og åbnede hendes øjne for, hvad sport kan.

“Han var windsurfer og lokkede mig til Cape Town i en læseferie. Der sidder jeg på stranden og kigger ud på vandet og tænker. Det der skal jeg lære. Vi surfede på vilde bølger i Sydafrika 12 vintre i træk. Jeg blev god til det. Det var og er fedt at kunne noget, der er rigtigt vildt – midt i min skrøbelighed.”

En skrøbelighed, der bliver presset til det yderste, da parret bliver forældre, og Cecilie går ned med stress.

“Det var, da vi fik pigerne, at det hele knækker for mig. Jeg går ned med stress i 2004 og stopper i tandlægepraksissen, hvor jeg til sidst ikke længere kan huske, hvad tingene hedder. Det er lidt svært, når du arbejder med en klinikassistent, for det virker ikke så professionelt at bede om ‘den der spidse der’.” 

Cecilie bliver verdensmester

Cecilies mand har på et tidspunkt foræret hende en professionel cykel, som efter kun at have fyldt i garagen endelig kommer ud at køre. Siddende i sadlen lykkes det Cecilie at få en pause fra tankemylderet og samle energi. Hun bliver så bidt af at træde i pedalerne, at det bliver mere end en pause. Hun er faktisk godt til det, udholdende og stærk.

Og i 2014 bliver hun verdensmester i sin aldersgruppe i cross triathlon!

“Det fede ved at køre mountainbike er, at du kun har fokus på sporet. Du er bare og er tvunget til at være i nuet. Når jeg har cyklet en time, så er tankerne faldet til ro. Motionen har gjort mig til et meget gladere menneske og giver mit liv så meget værdi. Når jeg ser tilbage, så har jeg i det hele taget været heldig ubevidst at ramle ind i nogle rigtige ting, der har rustet mig til mit liv. Allerede i 1990’erne begyndte jeg at gå meget op i kost og har længe spist blandt andet fiskeolie og styrket min balance med yogaøvelser. Jeg tror på, at min hjerne har klaret de udfordringer, der kom, fordi den har været godt rustet og smurt.”

Synes du nogensinde, det er synd for dig?

“Der er faktisk flere, der har spurgt mig, om jeg har været vred, men det har jeg ikke. Jeg har tænkt rigtigt meget på, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg ikke var blevet ramt, og det er det, der gør, at jeg ikke er vred. Var jeg gået den vej, der nok var tiltænkt mig, så sad jeg nok stadig i en tandlægeklinik og havde brugt mit liv på det. Jeg havde sikkert været god til det, men jeg ville være gået glip af rigtigt meget og allervigtigst mine børns opvækst. Jeg kan godt blive bange for mit helbred. Undersøgelser viser, at søvnmangel hænger sammen med præsenil demens. Men jeg har faktisk et ret fantastisk liv og husker da også at stoppe op ude i skoven på toppen af bakken en almindelig tirsdag og tænke: Hold kæft, hvor er jeg heldig, at jeg er her lige nu. Efter at jeg i 2014 fik vished om, hvorfor jeg har det, som jeg har, er jeg blevet mere hel og har valgt at parkere de bevirkninger, jeg fortsat har, som en særlig sensitivitet.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 71

Måske er du interesseret i ...

Seneste