Karin Bonnesen
© Sine Nielsen

Karin har en stomi: “Lægerne kunne lige så godt have sagt, at jeg skulle dø i morgen”

Karin var knap 40 år og gravid, da hun fik en kronisk sygdom og beskeden om, at hun skal leve med en stomi resten af sit liv. Hun mistede kontrollen. Indtil hun tog den tilbage igen

5. oktober 2017 af Nana Toft

Karin Bonnesen (54) er gift med Jesper og mor til Johan på 15 år. Hun er designer og sælger under­tøj til kvinder og mænd med stomi på Bybonnesen.com. Hun er uddannet grafisk designer. 

Jeg er 39 år, gravid og lykkelig. Jeg har ikke kvalme, er ikke synderligt træt, og min mand, Jesper, og jeg kan bare se til, at vores barn stille og roligt vokser og former sig som en lille, perfekt bold midt på maven.

Det er først i fjerde måned, at tingene ændrer sig. Jeg begynder pludselig at få ondt i maven, og en dag, hvor jeg endnu en gang må løbe ud på toilettet, fordi trangen kommer uden varsel og meget voldsomt, begynder jeg at bløde. I starten er det kun en lille smule, men det bliver hurtigt værre og værre. Til sidst styrtbløder jeg, hver eneste gang jeg er på toilettet.

Jeg ringer til jordemødrene på Hvidovre Hospital. Fordi jeg er gravid, kommer jeg til med det samme på mave-tarm-kirurgisk afdeling, hvor lægerne udfører alle mulige former for undersøgelser. 

‘Alt tyder på, at du har Colitis Ulcerosa,’ siger en af lægerne til mig.

Jeg nikker bare. Jeg har selv tænkt det, for et familiemedlem har også haft blødende tyktarm og stomi i en periode. Det er ikke ukendt for mig, og jeg går derfor hverken i panik eller står fuldstændigt uforstående over for, hvad det er.

Ud fra hvad lægerne fortæller mig, er symptomerne ret klare. Indersiden af slimhinderne
i min tyktarm er sårbelagte, hvilket gør dem meget porøse. Samtidig starter det helt nede fra endetarmen og et godt stykke op, og det er derfor, jeg bløder, når jeg går på toilettet. Der bliver simpelthen revet op i de sår, jeg har.

Selvfølgelig bliver jeg ked af det, da jeg får det af vide. Men jeg er hverken overrasket eller bange. For lige der ved jeg jo ikke, at det kun er begyndelsen på et årelangt forløb med et væld af indlæggelser. Et forløb, hvor jeg er nede at veje 48 kilo og faktisk er faretruende tæt på at dø. Lige der ved jeg ikke, at en af de større operationer ikke går som planlagt, og at jeg ender med at være voldsomt udmagret og dehydreret, og at det kulminerer med en stomi.

Lige der får jeg blot en ret nedslående besked og får ellers lov til at tage hjem. De ville egentlig have indlagt mig, men det har jeg slet ikke lyst til. Så vi laver en aftale. Tre gange om ugen skal jeg til kontrol på Hvidovre Hospital, og så ellers tage en ret høj dosis af prednisolon, som skal dæmpe betændelsen i tarmslimhinden.

For barnets skyld

I starten går det godt. Jeg tager pligtskyldigt min medicin og ud på Hvidovre. Problemet er, at jeg får det værre og værre. På turene til Hvidovre er jeg nødt til at dele rejsen op i to dele: Først en bus til Valby, hvor der er et offentligt toilet, så en bus videre til Hvidovre. Hele tiden med tanken om: Når jeg derud? Hvad hvis der sker noget på vejen? En gang bliver jeg overtalt af min mor til at tage med til et arrangement i Frederiksberg Have, hvor jeg pludselig får det dårligt, og jeg ikke kan finde et toilet. På mirakuløs vis når jeg hjem i min egen lejlighed, der ligger fem minutter væk, men det holdt hårdt.

Efter et par uger på den her måde begynder jeg at blive bange. For hvad hvis den her sygdom gør, at jeg ikke kan gennemføre min graviditet? Lige pludselig bliver det et kapløb med tiden. Hvor hurtigt udvikler sygdommen sig? Hvor lang tid får vores barn lov til at blive inde i maven? 

Det er her, jeg beslutter mig for at skjule, hvor dårligt jeg faktisk har det. Måske ikke over for Jesper, men over for venner, familie og bekendte. Det regnskab, jeg har oppe i mit hoved, lyder: Hvis jeg ikke afslører, hvor dårligt jeg har det, så kan mit barn blive længere tid i min mave. Og så er det egentlig ret let, for det eneste, jeg tænker på, er jo at redde vores barn.

Heldigvis har jeg aldrig været flottere i mit liv. Prednisolonen har den effekt, at den udvisker de fine linjer i huden, så udadtil strutter jeg af sundhed. Min 40-års fødselsdag nærmer sig, og jeg beslutter mig for at holde en stor fødselsdagsfest. Jeg inviterer venner og familie, og vi ender selvfølgelig med at være alt, alt for mange. Men vejret er med os, himlen er blå, og vi fester i gården til langt ud på aftenen. Jeg har mange billeder fra den fest, og på dem alle ser jeg sund, skøn og glad ud. Jeg holder fortsat fast i, at ingen skal vide, hvor syg jeg egentlig er. 

Læs resten af artiklen om Karin

I Magasinet Liv 80 kan du læse resten af Karins historie. Her fortæller hun, hvordan tiden efter fødslen er med en midlertidig stomi. Det næste halve år går egentlig fint, men pludselig bliver der mere tid og overskud til at forholde sig til den pose, Karin har på maven. 

I det nyeste Magasinet Liv kan du også læse et stort interview med skuespiller Ann Eleonora Jørgensen, som har fundet ud af, at hun er troende. Du kan også møde Pia, der tog en afgørende beslutning for sit liv, da hun byttede sit byliv ud med et landliv. Magasinet byder derudover både på inspiration til dit næste støvlekøb, en stor guide til, hvordan du tackler dine hormoner – og meget, meget mere! Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv.

Magasinet Liv
© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste