Johanne Luise Boesdal
© Thomas Dahl

“Idéen om, at jeg vil blive et gladere menneske af at løbe 42 kilometer, punkterer jeg sgu”

Når du bliver ved med at skubbe en drøm foran dig, er det måske, fordi det er på tide at skifte den ud med en ny, funderer Johanne Luise Boesdal

25. juni 2017 af Johanne Luise Boesdal

Klummen er skrevet af Johanne Luise Boesdal, som er kommunika­tionskonsulent og tidligere journalist på Magasinet Liv. 

“Jeg vil ikke mer’, altid et år mer’, før jeg kan det dér, og jeg må det dér, og jeg har papir.”

Sådan synger Niels Brandt fra det danske band Minds of 99 i sangen Stjerner på himlen. Jeg elskede den sang og det album, da det udkom. Når jeg skriver det i datid, er det, fordi jeg hørte det så intenst i en periode, at det nu er på min pauseliste.

Men verset hænger ved, og jeg tænker tit på det. For går jeg ikke altid lidt og venter på noget, der skal ske ude i fremtiden? Sundhedsprojekter, arbejdsprojekter, tekster, der skal skrives, og private ting, der skal falde på plads. Det hele skal nok ske, men bare ikke lige i dag. Eller i morgen. Måske når nætterne bliver lidt lysere?

Sådan har jeg det med mange ting.

For mange ting. Problemet er, at jeg ikke udskyder dem en uge eller en måned eller en årstid. Jeg skubber dem foran mig i en uendelighed. Men hov, jeg lever jo ikke uendeligt. Reelt set har jeg ikke en anelse om, hvornår det hele er slut. Jeg har en gennemsnitslevealder-statistik at gå efter og et løfte til min søn på ni år om at blive mindst 100 år. Men jeg kan faktisk ikke tillade mig at blive ved med at skubbe drømme og ambitioner foran mig.

Det tænker jeg på, når jeg hører den sang. Jeg skal rykke på de ting, som engang svævede let og lyserødt i luften, men som efterhånden er blevet til falmede balloner, luften langsomt er ved at sive ud af. Fordi jeg er blevet ved med at bokse dem foran mig. 

Skal punkteres

Og jeg kan godt komme i tanke om et par ambitioner, jeg stadig skubber foran mig, vel vidende at jeg aldrig kommer til at realisere dem.

Som ideen om, at jeg skal løbe et maraton. At jeg vil blive et gladere menneske af at løbe 42 kilometer i streg. Den idé punkterer jeg sgu her og nu. Bang. Det kommer jo aldrig til at ske. Hvornår begynder jeg at prioritere løb så meget, at jeg kommer i form til den distance? Og hvorfor forventer jeg styrke og sejrsrus, når jeg godt ved, at virkeligheden kommer til at stå på opkast i den nærmeste hæk, fordi jeg aldrig rammer den grundform?

Ideen om, at jeg engang får et klædeskab fyldt med kjoler og andre feminine ting, er jeg også klar til at sige farvel til. Når jeg en gang imellem tager en kjole over hovedet, går jeg mest rundt og fryser og hiver op i mine strømpebukser, når jeg tror, ingen kigger.

De seneste syv års tid har jeg også skubbet den forestilling foran mig, at jeg måske skulle have et barn mere. Jeg har to og kunne ikke tage beslutningen om et tredje. Så beslutningen blev taget af tiden, for nu er jeg 43 år og skal ikke være småbørnsmor igen. Det gjorde lidt ondt at se i øjnene, og jeg tillod mig selv en sårbar periode, hvor jeg kyssede ekstra meget på de to store. Og også kom til at google forskellige hunderacer

Skal realiseres 

Det er ikke nemt at punktere uforløste drømme og ambitioner, men det er vigtigt. For de skygger for det, der er inden for rækkevidde. Det, du i virkeligheden gerne vil.

Som for mit vedkommende er at rejse mere og skrive mere. Så det er jeg gået i gang med at realisere. Med at spare op til og sætte tid af til. Og det tynder allerede kraftigt ud i drømmene, jeg skubber foran mig.

Kill your darlings, som det hedder, og som det er sagt så mange gange, at det for længst er blevet en kliché. 

Jeg hører også en selvhjælpsbog i baghovedet sige, at du kan alt, hvad du sætter dig for, og jeg får straks lyst til at holde fast i alle ballonerne lidt endnu.

Men jeg gør det ikke. For som Niels Brandt synger i min øresnegl, nytter det ikke altid at skubbe det et år mere.

Jeg kan godt det dér. Og jeg har masser af papir. Så nu må det være tid til at punktere de drømme, der alligevel aldrig bliver til andet – og få gjort noget ved dem, der står tilbage. Før de falder til jorden.

Hvilke drømme trænger du til at punktere eller realisere?

Artiklen blev første gang bragt i Magasinet Liv nummer 76. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste