Helle Rømer Hansen
© Ninna Flor

Helle fik brystkræft: “Jeg var ikke forberedt på, hvor svær tiden lige efter kan føles”

At være på den anden side af en kræftsygdom er ikke kun en overvældende lettelse. Det er også en tid med tanker om tilbagefald og ophobet angst

11. juli 2017 af Karen Greve

Helle Rømer Hansen (48) er gift og mor til Rasmus på 20, Emil på 18 og Tobias på 13 år. Karrieremæssigt er hun HR-leder. Helle er i dag erklæret rask efter at have haft brystkræft. 

Der vidste jeg, den var gal

“En tilfældig morgen i december 2014 stod jeg i brusebadet, og pludselig fik jeg gjort en bevægelse med min arm, der gjorde ondt. Det fik mig til at undersøge mit bryst, som jeg gør jævnligt, og der kunne jeg mærke noget knudret og underligt på størrelse med en mandel. Jeg kan ikke sige præcis, hvad det var, der fik mig til at mærke efter. Intuition? I hvert fald var det en stærk følelse. Bagefter gik jeg i en slags trance, hvor jeg på auto­pilot kom ud af badet, fik tøj på og fik sendt mine drenge af sted i skole. Da de var ude ad døren, fortalte jeg min mand om knuden og ringede til lægen. To dage efter var jeg offcielt cancerpatient med en kræftknude i det ene bryst

Det føltes, som om mit liv gik i stå, og pludse­lig var det eneste, jeg ønskede mig, en helt banal hverdag. Jeg blev trist af at høre andre kvinder sludre om vaniljekranse og andre juleforberedelser, fordi jeg desperat savnede at tænke på den slags trivialiteter. Jeg gik mange ture alene og skrev lidt dagbog i starten for at få hold på mine følelser. Normalt er jeg en ekstrovert person, men jeg oplevede et stort behov for at kunne trække mig tilbage.

Noget at det sværeste var at fortælle mine børn om sygdommen. Det var det første, jeg tænkte, da jeg sad i bilen på parkeringspladsen uden for privathospitalet med lægens dom rungende i mine ører: ‘Jeg vil ikke ikke dø’, ‘hvordan skal jeg sige det til mine børn?’. Det var første gang, jeg brød helt sammen. Der i bilen sammen med min mand. 

Vores mellemste søn, Emil, var på udveksling i USA, så vi skulle give ham besked over Skype. Vi sagde det ikke med det samme. Først da jeg havde fået besked om behandlingsforløb og prognose, så jeg straks kunne sige til ham, at der var gode chancer for, at jeg ville blive rask igen. Han reagerede ved at gå fra computeren, og så måtte jeg bare vente en halv time, mens hans amerikanske familie hjalp ham, og så ringede han igen. Vi har selvfølgelig talt om det, og Emil siger, at på den ene side var han ked af at få den besked, mens han var væk, men på den anden side betød det, at han var på afstand af hele forløbet. Han så mig ikke være syg som de andre.” 

Midt i stormen

“Det er meget forskelligt, hvordan du reagerer på kemo. Der findes patienter, som ikke bliver særligt syge. Men det blev jeg. Jeg oplevede en lammende træthed, nogle timer efter at giften var kommet ind i mit system, og derefter kunne jeg i nogle dage hverken spise eller drikke uden at få voldsom kvalme. Jeg fik det skidt bare af at se et madprogram i tv.

Efter min anden kemobehandling røg håret. Jeg tog det selv af en morgen, hvor jeg kunne se på min hovedpude, at det ikke sad ret godt fast mere. Jeg havde langt hår til midt på ryggen. Pludselig kunne alle se, at jeg var syg. 

Jeg brugte paryk og nogle gange en lille hue. En aften var min mand og jeg i biografen, og forinden gik vi ind på en bar. Jeg havde min lille grå hue på og en sort frakke, og i baren stod en lettere beruset mand og hans ven, som straks begyndte at snakke med os. Den berusede mand kommenterede, at jeg var vældigt smart og spurgte, om jeg var i modebranchen. Jeg kunne tydeligt se, at hans ven havde forstået, at jeg nok havde cancer, men den tanke strejfede ikke den anden. Jeg ved godt, at han var lidt fuld, men det gjorde mig alligevel glad, at der stadig var nogen, der så mig som kvinde og ikke som patient. 

Jeg blev overrasket over, hvor mange menne­ sker der tilbød mig hjælp i den periode. Det mest rørende var, da Emils ‘fætter’ i hans amerikanske familie skulle spille en lacrosse­turnering derovre for at støtte cancerramte. Han tilbød at spille med mit navn på ryggen, fordi han havde hørt, at Emils mor var syg. Så der løb han rundt med et Helle Rømer Hansen på sin uniform, og det blev jeg helt vildt rørt over.” 

Ude på den anden side

“Jeg fik først en operation og heldigvis lov til at beholde mit bryst og derefter seks kemobehand­linger med tre ugers mellemrum og stråle­ behandling. Under hele forløbet arbejdede jeg på deltid. Det hjalp mig, fordi jeg stadig havde en form for styring med mit liv. Indimellem kunne jeg en kort stund ligefrem glemme sygdommen.

Foruden min nærmeste families støtte betød det meget, at jeg havde to nære relationer: En gammel kollega og min svigerinde, der ulykke­ligvis blev ramt af kræft samtidig med mig. Vi ringede sammen, besøgte hinanden og hjalp hinanden på tunge dage. Det at kunne tale med ligesindede var afgørende for, hvordan jeg havde det undervejs, men også for, hvor hurtigt jeg er kommet ovenpå bagefter. 

Efter otte måneder blev jeg raskmeldt, men sådan føltes det ikke helt i starten. Jeg går stadig til kontrol, og hver gang popper det hele op igen. Sådan vil det nok være i et stykke tid. Jeg kan stadig ikke høre historier om kræft uden en happy ending. Det kan jeg ikke håndtere.

Der er et liv efter kræften, hvor du er ude af behandlingssystemet, men ikke nødvendigvis løber jublende rundt. Jeg havde brugt al min energi i lang tid på at holde mig fysisk oven vande. Da jeg blev erklæret rask, kom der en masse tanker. Om tilbagefald og om alt, hvad jeg havde været igennem. Jeg vidste det godt, men jeg var ikke forberedt på, hvor svær tiden lige efter kan føles. Alle forventer, at du endelig er glad og lettet, men sådan fungerer det ikke. Det at være ude på den anden side af et kræftforløb er en meget blandet følelse.

Omvendt så kan du også sige, at sygdommen har givet mig en glæde ved små ting i hverdagen. Det er en kliché, men det blev og er blevet meget tydeligt for mig, at jeg skal huske at mærke efter, om jeg er der i livet, hvor jeg gerne vil være. Når alt andet var skrællet væk, var det min mand og mine børn, der betød mest for mig.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 76.

Måske er du interesseret i ...

Seneste