© Ditte Capion

Gun-Britt Zeller: “Jeg undskylder ikke længere det, jeg er blevet til”

Hun fik tæsk i stedet for kærtegn i sin barndom, men har gjort det til sit livsværk at stryge andre med hårene. Vi har holdt spejlet op foran Gun-Britt og bedt hende fortælle, hvad hun ser

29. juni 2016 af Louise Thorsted

Gun-britt Zeller (67)

Privat: Gift med skue­spiller Torben Zeller, mor til Jeppe, der er marketing- og produktansvarlig i GB Products.

Job: Frisør i og direktør for Gun-Britt Coiffure og GB Products.

1963: Gun-Britt kommer i lære hos frisør Edith Sørensen i Aalborg som 13-årig.

1966: Hun vinder DM i klip.

1970: Som nyuddannet får hun  job hos velrenommerede Frisør Helmersen i København.

1976: Gun-Britt åbner sin første salon. I Skoubogade i København.

1998: Hun åbner salon nummer to og modtager en ærespris af branchen for sin indsats i frisørfaget. I dag koncentrerer hun sig om sin ene salon i Ny Østergade i København.

2000-2005: Hun er Go’ Morgen Danmarks faste frisørindslag.

2004: Hun lancerer sit hårproduktmærke GB by Gun-Britt og får den amerikanske pris Beauty Entrepreneur of the Year.

2008: GB by Gun-Britt kåres af organisa­tionen Super Brands som et af Danmarks stærkeste brands.

Direktøren

2013. Gun-Britt Zeller sidder i kælderen af sin frisørsalon i Ny Østergade i København. Lyden af summende føntørrere og blød snak når os også her i de lyse rum, besjælet med kulørte kelimtæpper og broderede puder på lige linje. Store spejle, stilrene læderstole og glasbordet giver et internationalt look. Ud over en bølge af velplejet, gråt, glat hår er Gun-Britt flankeret af sin søn Jeppe, der opererer som sin mors højre hånd, og af sine ansatte, der tydeligvis er oplært i at gætte andres ønsker, inden de selv når at tænke dem. Espresso, hvid te, chokolade, en smoothie.

Velkommen til frisørsalonen, der lige så godt kunne være en café. Til lokalerne, der hver tirsdag aften omdannes til yogastudie for de ansatte, og som danner baggrund for Gun-Britts hårprodukter, når de skal vises frem. Til toilettet, som mest af alt minder om et kunstgalleri.

Som alt andet omkring Gun-Britt udstråler hendes domicil velplejethed og professionalisme helt ud til det yderste hårstrå.

“Flid, fokus og at gøre mig umage” er kodeordene for hendes liv.

Drømmeren

Opvæksten i nordjyske Mou i 1950’erne var knap så billedskøn og overskudsramt. Gun-Britt var syv år, da hendes danske mor forlod børnenes smukke, svenske far med to kufferter og sine to børn under armen til fordel for et lillebitte hus i fattige kår.

“Jeg elskede min far, men der var altid kaos i mit barndomshjem, fordi min mor ville hjem til Danmark, som hun var flygtet fra som 18-årig efter anden verdenskrig. Min far lå under for min dominerende mor. I mine barneøjne virkede han skvattet i sammenligning med hende. Især når jeg nogle somre ikke kom på ferie hos ham, som jeg ellers så frem til. Ferier, hvor vi tog på fisketure, og han lærte mig at svømme.”

Det skvattede blev sat i perspektiv efter farens død.

“Da fandt vi en stak papirer som bevis på, hvordan han alle de år havde ligget i kamp med vores mor og myndighederne om os. Det var helt vildt, at hun som mor havde så stor magt, at hun havde alle rettigheder over os. Sagde min mor, at han ikke måtte se mig en sommer, så fik han ikke lov. Det var aldrig sket i dag.”

Hjemme i Mou var Gun-Britt den fremmede. De andre børn kaldte hende ‘svenske ko’. Hun havde sprogproblemer og var ikke særlig god i skolen. Blev ligefrem betragtet som dum. Senere viste det sig, at hun var ordblind.

“Heldigvis har jeg altid været drømmerisk og bevidst om, hvor jeg ville hen. Uanset hvor helvedes lort det så ud bag mig, har jeg altid kunnet se det smukke foran mig. Var huset væltet om ørerne på mig, ville jeg stadig have kunnet fokusere. Jeg har været god til at tænke: Så slemt kan det ikke være. Og til at flytte mig. Det er det, der har reddet mig.”

Den hidsige mor, med stor forkærlighed for øretæver, gjorde, hvad hun kunne for at drive drømmene ud af sin datter.

“Når jeg som 10-årig satte ord på mine frisør­drømme og forklarede, at jeg ikke bare ville være en almindelig en af slagsen, men én, der virkelig kunne skabe kvinder, så fik jeg en på hovedet. Jeg skulle ikke tro, jeg var noget. Jeg måtte ikke have høje tanker om mig selv.”

Slideren

Gun-Britt har ikke meget godt at sige om sin mor. Hun var kvinden, som hev sine to børn væk fra deres far, kun for at placere dem hos en hård moster, mens hun selv gik i gang med at skabe en tilværelse som enlig mor. Og som forretningskvinde.

“Hvis noget skal komme hende til gode, så er det, at tiden var en anden dengang. Jeg vil godt forsone mig med min mor så vidt, at hun har haft nogle dårlige betingelser. Men derfra og til at give os tæsk hver dag, det synes jeg ikke, nogen fortjener.”

Med tiden lykkedes det Gun-Britts mor at få ikke bare en restaurant, men også et hotel op at stå.

“I dag kan jeg godt se, at jeg deler hendes styrke. Jeg har heldigvis arvet de gode træk fra mine forældre, og hun var en dygtig forretningskvinde. At jeg er blevet til noget, er dog mere resultatet af den modstand, hun altid mødte mig med. Vores mor fortalte os aldrig, at vi var dygtige. Den modstand har lært mig at møde udfordringer med kampgejst. Det provo­kerede min mor, at jeg reagerede sådan, og hun gjorde, hvad hun kunne for at knække mig. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg kom i frisørlære som 13-årig, men når jeg kom hjem i weekenderne, blev jeg sendt på arbejde i restauranten. Det lærte mig at tage fat, og at hvis man vil blive til noget, så er 37 timer om ugen ikke nok.”

Kølighed og afstraffelse var morens tak. En søndag, da Gun-Britt efter weekendens arbejde ville pakke sig en madpakke til en lang uge på ussel elevløn, blev der sat lås på køleskabet. Fra da af kom hun kun hjem til jul.

Frisøren

Drømmene om ikke kun at klippe, men også at skabe med saks og kam blev udlevet i mindre skala på teenageværelset i Mou.

“Allerede inden jeg kom i lære, havde jeg indrettet mig med tørrehjelm på værelset. Når de andre piger skulle ud, kom de hos mig og blev fikset. Jeg forstod også hurtigt at få lidt forretning ud af det.”

Gun-Britts mor havde hellere set, at hendes datter var blevet smørrebrødsjomfru, for frisørfaget var et nobody-fag dengang.

“Efter 50 år i faget er jeg stadig overbevist om, at jeg har verdens bedste job. Min gode veninde siger, at jeg får et helt specielt blik i øjnene, når jeg møder et nyt menneske. Og det er sikkert rigtigt, for så arbejder jeg allerede på at forandre til det bedre. Jeg ser mange katastrofer hårmæssigt, hvor jeg tænker: Aj, det er sgu da synd, hvorfor får hun ikke bedre vejledning?”

Men Gun-Britt siger kun, hvad hun tænker, hvis hun bliver spurgt. Så går hun til gengæld også til stålet.

“Jeg kan lave en kvinde om på halvanden time, men det betyder også, at jeg er til eksamen hele tiden. Som frisør skal du have styr på det faglige, men også have hovedet med dig, god smag og kunne lytte efter, hvad folk siger. De fleste kvinder er smukke, og bliver de det ikke her, er det vores skyld. Er der noget, jeg ikke er helt glad for, kan jeg godt finde på at ringe en kunde op og sige: ‘Ved du hvad, jeg tror lige, vi skal lave det om’. Jeg kan ikke glemme det. Mine kunder er af alle slags. Lige fra hende, der har sparet sammen i et år eller drømt om det hele sit liv, til dem, der kommer hele tiden. Jeg gør meget ud af at tilbyde klip til forskellige priser i salonen, så alle har råd til at komme. Det skaber en vigtig dynamik.”

Moren

Vi kalder børn for små mirakler, men at Gun-Britt kan kalde sig mor, er et af livets store mirakler.

“Min søn Jeppe er 31 år i dag. Han siger selv, at han er født i en salon. Heldigvis har han haft lyst til også at være med i firmaet ved siden af sin modelkarriere og nu sine studier. Jeg var 31 år, da jeg mødte Jeppes far, som var arkitektstuderende og noget yngre end mig. Fem år tidligere havde jeg fået konstateret forstadie til kræft i mit underliv. Jeg bestilte ikke andet end at ryge ind og ud af Rigshospitalet, men de var skidegode og forklarede, at de ville bevare så meget som muligt, så jeg ikke gik i overgangsalder alt for tidligt. De endte med at fjerne alt på nær en kvart æggestok. Og så kom jeg til en samtale, hvor jeg fik at vide: ‘Du får ikke børn’. Det slog mig, at jeg faktisk heller aldrig havde tænkt, at jeg skulle have børn. Min første prioritet var at få min forretning op at stå.

Men så blev hun, mod alle odds, gravid. Og det var lykken. Og lidt af en kolbøtte.

“Jeg var jo selvstændig, så jeg holdt kun en uges barsel, så var det ud at hive penge hjem. Jeg fandt en god jysk pige, som boede sammen med os og tog sig af Jeppe i løbet af dagen. Så kom de ned forbi, så jeg kunne nusse ham, og de kunne få mælk med hjem. Den tid var ren overlevelse og en hård nyser. Jeg har aldrig været så tynd som dengang.”

Efter halvandet år besluttede Gun-Britt og Jeppes far at gå fra hinanden. Jeppe og mor flyttede i hus i Hellerup med have til. Og barndomsminderne blev sat i relief.

“Når jeg kom hjem fra arbejde, startede vi altid med at gå i karbad, hvor vi sad og snakkede og legede. Så var det, som om vi begge landede, og så lavede vi mad. Det flyttede hele mit liv at få Jeppe, også mentalt. Pludselig kunne jeg se, hvad jeg selv havde været udsat for som barn.”

Datteren

Som mor til Jeppe blev det smerteligt tydeligt for Gun-Britt, hvor meget hendes egen mor havde svigtet sine børn.

“I en alder af 34 år havde jeg stadig en grundlæggende følelse af ikke at være god nok. Min gode veninde, som var psykolog, kunne ikke forstå min usikkerhed, for hun så jo en pige, der fungerede, og som magtede temmelig mange ting i sit liv. Jeg husker tydeligt en juleaftensdag, hvor hun kom forbi med en gave til Jeppe. Vi stod i køkkenet, hvor jeg var ved at forberede den julemiddag, Jeppe og jeg skulle spise sammen. Så sagde hun: ‘Synes du ikke, vi skal tage fat på den mor?’. Jeg svarede: ‘Jo, det kan godt være, vi er nødt til det’.

Veninden anbefalede en kollega, men Gun-Britt ville helst gå hos veninden selv. Hun opfordrede gentagne gange Gun-Britt til at se sin mor, men det ville hun ikke. Indtil ...

“En dag ringer min mor selv og spørger, om hun må komme. Jeppe var to år, og det var første gang, han skulle se sin mormor. Jeg spurgte min veninde og psykolog til råds om, hvordan jeg skulle gribe besøget an? Min mor var typen, der aldrig sagde noget, det plejede at være mig, der gjorde alt for at behage hende og holde det hele i gang. Min veninde kendte mig jo rigtig godt, så hun sagde: ‘Nu laver du den frokost, og så sætter du dig over for din mor. Og i modsætning til hvad du ellers ville gøre, så skal du ikke snakke og underholde. Forestil dig, at du har en skærm foran dig – hele tiden. Og se så, om din mor begynder at bidrage’.

Moren kom, satte sig. Og så blev der stille. Hun sagde ingenting.

“Det var et chok at opdage, og først der gik det op for mig, at hun aldrig gav noget af sig selv. Hun sad bare på sin trone og forventede, at alle andre sørgede for hende, fyldte hende op og var underdanige. Jeg havde hele mit liv udfyldt tomrummet, som nu blev virkelig larmende. Da hun var gået, gik jeg ud og knaldede den buket blomster, hun havde haft med, i skraldespanden. Det var vores sidste møde. Hun ringede aldrig siden til hverken mig eller Jeppe. Vi fik aldrig et kort på vores fødselsdage. Det endelige punktum blev sat, da vi begravede hende 24 år senere. Da vi tømte hendes hjem, fandt vi skabe fyldt med udklip om mig og alt, hvad jeg havde lavet. Tænk alligevel at gå i graven uden nogensinde at få sagt, at hun var stolt af mig. Hun var en sej tante. Puha.”

Overleveren

Gun-Britt skulle miste sin mor, før hun kunne vriste sig fri af håbet om at opleve en mors kærlighed. I stedet har hun lært at tro på og passe på sig selv. Og det virker, for det meste.

“Jeg fandt tidligt ud af, at hvis jeg ville rykke mig, så var jeg nødt til selv at gøre det. Der kom ikke nogen og hjalp mig. Jeg flyttede hjemmefra som teenager. Der var ingen til at guide mig og til at vise, at der ikke var noget galt med mig. Jeg brugte mange år på at give mig selv skylden for, at jeg ikke altid passede ind. Den usikkerhed og mangel på selvværd har fulgt mig gennem hele mit liv.”

Når hun er allermest usikker, trækker hun den fiktive skærm frem, veninden gav hende.

“Jeg bruger den af og til, når jeg for eksempel ikke helt orker at gå ud. Så minder Torben (skuespilleren Torben Zeller, hendes mand, red.) mig om, at jeg ikke behøver at underholde, at jeg bare kan sætte mig ned, og så må de andre komme til mig. Og i modsætning til med min mor, så opdager jeg jo, at andre synes, jeg er værd at snakke med. Jeg tror, vi alle sammen har de tanker af og til. Og at de skal være der, for at vi kan klare det. Jeg kommer styrket ud af mine nedture. Når jeg tvivler på mit værd, hanker jeg op i mig selv eller tager en snak med Torben, som også er min bedste ven. Så minder han mig om, hvad jeg har udrettet. Og jeg tænker: Det er rigtigt. Jeg lever. Jeg er ikke syg. Alt er jo skidegodt, så hvad er det, jeg brokker mig over?”

Hustruen

Selv om Gun-Britt snart kan fejre 23-års dag med Torben Zeller, så fandt hun ham først, da hun var fyldt 40 år. Den helt unge kærlighed var langt fra rosenrød.

“Jeg kom fra et kærlighedsløst hjem, og da jeg fandt mit livs første store kærlighed, viste det sig, at han var rovmorder og havde slået den lokale kioskdame ihjel. Han løj for mig. Når jeg troede, han gik på arbejde, gik han ned og sov i vores kælder. Det var først, da politiet bankede på vores dør, at hans dobbeltliv blev røbet. Jeg besøgte ham en enkelt gang i fængslet, men selv om han er ude af mit liv, er jeg bevidst om, at også han er en del af den person, jeg er blevet til. Jeg er produktet af alle de ting, jeg skulle magte som ung.”

Torben Zeller og Gun-Britt mødte hinanden hos deres fælles veninde Sonja Oppenhagen, som havde spottet, at de ville være et godt par. Efter et års tid giftede de sig.

Torben Zeller er Gun-Britts sikre havn. Den opmuntrende, trygge og kærlige mand, som den ellers meget selvstændige kvinde savnede, indtil de mødtes.

“Det er først i Torben, at jeg har fundet en mand, der ikke føler sig undertrykt af eller er jaloux på, at jeg kan så meget selv. Det skulle jeg blive 40 år, før jeg fandt, og det er nok ikke tilfældigt. Egentlig er der jo ikke noget, jeg ikke kan, men af og til spiller jeg den hjælpeløse derhjemme. Det er faktisk lidt befriende for mig og mit kontrolgen – og sikkert også for Torben.”

Livsnyderen

Fik du lov at kigge i Gun-Britts kalender, ville du få åndenåd. Ud over de faste klippetider er der fem-otte rejsedage om måneden, møder og ugentlig undervisning. Dagene er fulde af kolleger og kunder. Og helt ærligt, næsten for fulde til at have plads til veninder.

“Jeg får dækket rigtig meget af mit faktisk ret lille sociale behov gennem mit job. Jeg driver en forretning, som minder om en stor italiensk familie på 26, når vi er fuldtallige. Og så har jeg en mand, der fylder meget. For mig er en god veninde hende, jeg også kan være på afstand af. Jeg er ikke typen, der kan finde ud af de lange eller daglige telefonsamtaler. I stedet laver jeg ofte noget aktivt med dem, jeg ser. Løber eller vinterbader.”

Men der er dog bedste-veninden, Sonja ­Oppenhagen.

“Hende er jeg meget tæt på. At vi ses så ofte, som vi gør, er takket være hende. Hun er meget vedholdende.”

Stress er alligevel og heldigvis en ukendt faktor i Gun-Britts liv.

“Jeg har aldrig haft en arbejdsuge på kun 37 timer, men det gør heller ikke noget, fordi jeg kan lide det, jeg laver. En typisk arbejdsdag er fra 10 til 20, men der er næsten altid noget atypisk ved min dag. Selv om lørdag egentlig er min fridag, så er jeg begyndt at tage ind og klippe, bare fordi jeg er så vild med stemningen, der møder mig, når jeg træder ind i salonen.

Men hun er også vild med at være hjemme. Og måske vigtigst af alt, god til at være der, hvor hun er.

“Jeg slapper af, når jeg kommer hjem og lukker min dør. Så ser jeg News og gider ikke at sige to ord. Jeg er fra en generation, hvor man koncentrerer sig om sit arbejde, når man er der, og om sin familie, når man kommer hjem. Derfor tjekker jeg heller ikke mails eller laver telefonopkald hjemmefra. Det må vente, til jeg sidder på kontoret igen. Hverdagsluksus for mig er at komme hjem og sætte mig med benene oppe og spise en skål tomatsuppe. Og når jeg får snørret mine løbesko. Jeg har så gode tanker, når jeg løber. Og før jeg ved af det, er jeg hjemme og har fem kilometer bag mig.”

Alderspræsidenten

Blandt alle Gun-Britts mange bedrifter fremhæves hun ofte for sin branding af gråt og hvidt hår i en ellers aldersforskrækket tid.

“Men kunne jeg ændre noget ved mig selv lige nu, ville det være at få mit mørke hår tilbage. Det er 13 år siden, jeg stoppede med at farve mit hår, men hver vinter savner jeg lidt kontrast til mit vinterblege ansigt. Nogle dage kan jeg kigge ned ad mig selv og tænke: Puh, hvor er du blevet gammel. Min krop og min hud ser ikke længere ud, som da jeg var 20 år, men jeg føler mig stadig energifyldt og følger godt med mine ansatte, som er mellem 16 og 35 år. Nu holder energien bare kun, til jeg kommer hjem.”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 30.

Måske er du interesseret i ...

Seneste