Glad dame
© iStock

“Endelig kan jeg lide min krop”

I mange år var Helle rigtig ked af sin krop, men da hun fyldte 40, lærte hun en vigtig lektie, og i dag kan hun endelig se og sige: Min krop er jo smuk!

26. februar 2017 af Karen Greve

Billedet herover er ikke af Helle, men er indkøbt til artiklen.

Vi er lidt verdensmestre i det, ikke? Konstant at kritisere vores kroppe og aldrig være tilfredse med dem. Altid se det, der er for meget eller for lidt af, frem for det store billede, som er: Din krop er smuk! 

I årevis straffede Helle (43) sin krop, men dengang hun vejede mindst, var også dengang, hun var mest ulykkelig. Helle har altid været efter sin krop for ikke at have de mål, hun ville have. Nu er hun ligeglad. Og hun har aldrig fået flere komplimenter. 

For et par år siden lå Helle en efter­ middag fladt på maven på et yogahold med en uoverskuelig øvelse foran sig. Fra en liggende position med strakte arme over hovedet skulle hun komme til vejrs i en planke. Instruktøren var helt uforstående over for Helles tøven og demonstrerede først selv øvelsens lethed og forsøgte dernæst at opmuntre med, at det kun var umuligt i hendes eget hoved. 

Og her var det så, at Helle pludselig fik trang til at sige fra.

“Jeg sagde højt, så alle kunne høre det, at der altså også var noget tyngdekraft involveret, og min bagdel var simpelthen for stor til, at jeg kunne få den hevet i vejret på den måde.” 

Vi er ikke skabt ens

På yogaholdet breder der sig en sammen­svoren fnisen, og inden i Helle breder lettelsen sig. Hun har sagt højt, at hendes bagdel er stor. Mange års hemmelig ærgrelse over hendes kropsform er ude i det åbne, hvor det er meget nemmere at håndtere den.

For første gang har hun sat ord på en frustration, som – efter yogaholdets reaktion at dømme – deles af en del andre kvinder: Vi er ikke skabt ens, og vi er ikke alle sammen en størrelse 38. Og da slet ikke fra top til tå. Helle er for eksempel en størrelse 38 foroven og en størrelse 44 forneden. Men i stedet for at fokusere på den planke, du ikke kan svinge dig op i, så kan du vælge at fokusere på noget, du kan. Noget, du tør. Noget, der gør dig glad. Og det har Helle endelig lært. Sådan cirka samtidig med at hun fyldte 40 år. 

Jeg ville aldrig bytte mit liv i 40’erne med det liv, jeg havde i 20’erne. Dengang var jeg så fokuseret på at passe ind. Jeg har altid haft kraftige ben, og naturligvis ønskede jeg kun at være en lille nipsting. Det er fuldstændigt, som når dem med krøller vil have glat hår og om­ vendt. Jeg stræbte efter noget, som aldrig ville kunne lade sig gøre.” 

Nupokure, suppekure og juicekure

For Helle gik der lang tid med at nå til en erkendelse af sin krops muligheder og begræns­ninger. Først skulle hun igennem Nupo­kure, suppekure og juicekure. Hun har tabt fem kilo rigtigt mange gange. Et par gange har hun tabt 10 kilo, og en enkelt gang har hun tabt 20 kilo. Og hver gang har hun oplevet en kort tilfreds­ stillelse uden af den grund at blive rigtigt lykkelig.

“I virkeligheden så var det tidspunkt, hvor jeg vejede mindst, også det tidspunkt, hvor jeg var mest ulykkelig. Jeg har et billede af mig selv fra en ferie på Kreta lige før min skilsmisse, hvor jeg havde løbet halvmaraton forinden, og jeg er hulkindet og afpillet på brystet. Og alligevel havde jeg jo stadig en stor bagdel, og jeg fokuserede en del på min mave, der var raseret efter dobbelt kejsersnit.” 

Når kroppen sladrer 

I dag er Helle glad for sin krop, ja nærmest taknemmelig over den. Det var nemlig kroppen, der lod hende vide, at hun var på vej i en gal retning midt i 30’erne. Hun led af hensyns­ betændelse og behagesyge. Hun ville gøre alle andre glade, helst hele verden og som minimum sin familie og sine venner. Men hun kom til at glemme sine egne behov undervejs, og hendes krop reagerede ved at svulme op omkring alle led, så hun hverken kunne få sko på eller løfte armene over hovedet. 

Utallige lægeundersøgelser resulterede i, at Helle fik konstateret psoriasisgigt, fordi hun allerede havde psoriasis i hovedbunden – og for­di lægerne ikke kunne finde andre forklaringer på hendes ledsmerter. Men den diagnose var hun ikke indstillet på at finde sig i. Især fordi hun selv havde en mistanke om, at hendes krop reagerede på, at hun ikke var glad for sig selv.

“I ren trods gik jeg i gang med at træne vold­somt og kom i form til at løbe en halvmaraton. Men i dag kan jeg se, at træningen – ligesom alle mine tidligere slankekure – bare var et forsøg på at få kontrol over min krop, fordi det trods alt var lettere at få styr på kroppen end at få styr på det rod, jeg havde i mit hoved. En slankekur eller en træning er noget håndgribeligt. At skulle finde frem til dine værdier er mere uoverskueligt at gå i gang med.” 

Færre ‘øv­-dage’

Flere mennesker omkring hende sagde til hende, da hun trænede voldsomt, at nu måtte hun altså ikke blive tyndere. De så udmattelsen i hendes øjne, længe før hun selv fik øje på den. Det skete først til et foredrag med tidligere kanoroer og coach Arne Nilsson, som handlede om at have flere ‘hænderne op over hove­det­dage’ og færre ‘øv­-dage’.

“Jeg blev ramt af de ord. For jeg havde for få dage i mit liv, hvor hænderne for alvor røg op over hovedet. Både i psykologisk og i helt bog­ stavelig betydning. Det besluttede jeg at lave om på. Først blev jeg skilt – og det var jo ikke sjovt, men det var nødvendigt – og siden har jeg gjort alt, hvad jeg kan for at prioritere mig selv højere. Hellere æblekinder end hulkindet.” 

Der er sket en fejl 

For Helle var det først, da hun begyndte at handle mere i overensstemmelse med sin mavefornemmelse, droppede ordet ‘burde’ og besluttede sig for kun at gøre ting, hun synes er sjovt, at hun blev tilfreds med sin krop.

“Min vægt var noget sekundært i den proces, jeg var igennem, fra jeg var midt i 30’erne til starten af 40’erne. Men i takt med at jeg har fundet ud af, hvad der gør mig glad, har jeg fundet en ro, der gør mig i stand til også at slippe den dårlige samvittighed over min krop. Jeg træner, hvis jeg har lyst, og jeg kan sagtens spise chokolade til middag, hvis jeg føler for det.”

Ligesom hun griner over det, hun før kunne græmmes over: “Engang jeg skulle bestille tøj på nettet, skulle jeg udfylde mine mål. Og jeg har en lille talje i størrelse 38, mens min bagdel kræver en størrelse 44. Det resulterede i en besked på skærmen: ‘Vi beklager, der er sket en fejl’. Systemet kunne simpelthen ikke arbejde med min krop. Det er da grotesk!” 

“Jeg hviler i mig selv” 

Helle har taget konsekvensen af aldrig at kunne finde bukser, der passer hende. Efter et halvt liv med sikkerhednåle i livet, der skulle holde bukser, der var tre numre for store i taljen, på plads, er hun gået over til kun at gå i kjoler og til nød nederdele. Hvorfor i alverden fortsætte en umulig kamp, du bare bliver i dårligt humør af, når du kan købe en smuk slå om­-kjole i fire forskellige farver?

“Jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som jeg får nu. Måske handler det også lidt om, at mænd i 40’erne er bedre til at fyre kompli­menter af, end de unge var i 20’erne, men det handler især om min udstråling. Jeg hviler i mig selv og min krop, og det er tiltrækkende!” 

Måske er du interesseret i ...

Seneste