Ellen Hillingsø
© Ditte Capion

Ellen Hillingsø: “50 er lettere at fylde end 40!”

Hun har for længst fået de børn, hun skal have. Ligesom der er sat kryds ved kærlighed og karriere. Så hvad skal der nu ske i skuespillerens liv? Få svaret her

16. marts 2017 af Karen Greve

Ellen Gunilla Hillingsø er gift med erhvervsleder Christoffer Castenskiold og mor til Thomas på 14 og Anna på 12 år. 

Hun er skuespiller og begyndte karrieren på Aarhus Teater. Siden har hun medvirket i en lang række film, blandt andet: Sekten, En kort en lang, Karlas kabale og Eksperimentet. På tv har du set hende i blandt andet tv-serierne Anna Pihl, Livvagterne, Broen og Rita. Hun lægger også stemme til flere reklamer og tegnefilmskarakterer, blandt andet mammutten Ellie i alle Ice Age-filmene, og derudover er hun foredragsholder.

Ellen Hillingsø har altid hørt fra sin mor, at livet kun bliver mere interessant efter de 40. Der er stadig masser af vidunderlige ting i vente. Så hun har med sindsro just rundet de 50.

Jeg er ikke bange for at blive ældre. Jeg frygter ikke overgangsalderen, og det hænger sammen med, at jeg altid har fået en positiv historie om at blive ældre fra min mor. Min mor var ikke plaget af hedeture, og hendes arbejde blev kun mere interessant med tiden.”

Faktisk imødeser Ellen Hillingsø næsten med en vis lettelse at gå i overgangsalderen, så hun “slipper for en masse bøvl hver måned, som jeg ikke kan bruge til noget som helst mere”. 

De vigtige krydser i livet er sat 

Hun har for længst fået de børn, hun skal have. Ligesom der er kryds ved kærlighed og karriere. Hun er lykkeligt gift, og siden gennembruddet i Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte i 1996 har hun aldrig manglet roller som skuespiller. 11 tv-serier, 26 film og et utal af teateropsætninger har haft glæde af hendes intense fremtoning. Det har været sjovt, og hun føler sig privilegeret:

“Når jeg ser tilbage, har min karriere været mere moderne, vild og eksperimenterende, end jeg egentlig troede. Jeg troede måske, at det var mere tungt – gadagung gadagung. Men jeg har altid været så skidenysgerrig, at jeg aldrig har haft faste forestillinger om, hvordan mit liv skulle være. Derfor har jeg prøvet forskellige ting, og det er godt, for jeg tror kun, at du føler krise ved at fylde 50, hvis du ikke har sørget for at leve nok.” 

Eller også kunne man måske opleve en krise over, at alle de vigtige krydser i livet er sat. Ligesom safariturister på den afrikanske savanne kan opleve et slags tomrum, når de har set en løve, en bøffel, en elefant, en leopard og et næsehorn og sat kryds ved ‘The Big Five’. For hvad så? Venter der gentagelser eller tomrum på den anden side af det store femtal? 

Ingen af delene ser ud til at plage Ellen Hillingsø. Hun læner sig på ingen måde mageligt tilbage i visheden om, at hun har nået de vigtigste milepæle. I stedet læner hun sig hele tiden frem i stolen. Helt ind over bordet, mens hun tager det ene af to par runde læsebriller af og insisterende forklarer, at vi skal fortælle de gode historier om os selv og hinanden.

“Der er en livsdramaturgi med bestemte faser, og det er vigtigt, at vi er bevidste om, hvordan vi taler om de faser. For de historier, vi fortæller, bliver vores virkelighed. De historier, jeg har hørt min mor fortælle om alder og om at være kvinde, de historier er min virkelighed i dag.”

En del af hendes virkelighed lige nu er, at overgangen fra 40 til 50 også er en overgang fra at være mor til små børn til at have teenagere. Et helt anderledes liv. Bedre på nogle områder.

Da jeg fyldte 40, havde jeg små børn og sad fuldstændigt udkørt foran kravlegården og læste manuskripter. 40 er sådan lidt in between. Du er stadig ung, men også gammel. Nu er jeg ude på den anden side, og her venter en vidunderlig verden. 50 er lettere at fylde end 40. Sådan oplever jeg det.

Læs resten af interviewet med Ellen Hillingsø

I Magasinet Liv nummer 74 kan du læse hele interviewet med skuespiller Ellen Hillingsø. Her fortæller hun blandt andet også, hvad der får hende til at græde og til at grine, og hvornår hun bliver nervøs, stolt og ydmyg. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

Måske er du interesseret i ...

Seneste