Kvinde der tænker
© iStock

“Det er så tilfredstillende at gøre noget, du har drømt om i lang tid”

De seneste år har været turbulente for Nina med dødsfald, alvorlig sygdom og en ny start i det store udland. Men Nina står stadig, og hun har fået opfyldt en stor drøm

18. februar 2017 af Redaktionen

Billedet herover er ikke af Nina, men er indkøbt til artiklen.

Det har aldrig været bedre! 

“Mine venskaber har aldrig været stærkere”

“Mine børn har en fantastisk alder lige nu. Som 13- og 9-årig har de fået egne personligheder, interesser og meninger og stiller en masse sjove spørgsmål om livet, om kærlighed og om sex. Det er utroligt givende at være så tæt inde på livet af små mennesker, der er ved at forme sig til store mennesker. Og selv om vi har boet i Schweiz det seneste halvandet år, så har mine venskaber aldrig været stærkere.

Jeg plejer at sige, at du finder ud af, hvem der er dine rigtige venner, når det går dig godt. Alle kan have ondt af en ven, som det går dårligt, men hvis jeg vandt en million, hvem ville så virkelig kunne glæde sig oprigtigt på mine vegne?

Jeg har ryddet op og sidder tilbage med veninder, hvor vi bakker hinanden op, men også har lavet en pagt om at være ærlige og åbne. Jeg siger til dem, hvis jeg synes, de er strenge over for deres mænd eller børn, eller de kunne håndtere noget anderledes. Ligesom de også siger det til mig. Med alderen er jeg gået fra at forsvare mig selv til at se kritik som en gave, for du kan jo godt med tiden blive blind på nogle måder at se verden på.” 

Det brænder jeg for

“Jeg har fået tid til at lave den bog”

“For fire år siden mistede jeg min mormor og mor inden for kun tre måneder. For to år siden blev min søster ramt af en meget sjælden og aggressiv type brystkræft, som havde spredt sig, men hun overlevede lykkeligvis og har det efter omstændighederne godt. Efter at have været igennem de oplevelser må jeg konstatere, at passion kun er noget, jeg kan være optaget af, når jeg har overskud. Når det fundamentale er på plads i mit liv. 

Men nu brænder jeg igen for mit børnestrikfirma, Mormor, hvor 70 bedstemødre landet over sidder og strikker fine retromodeller til salg i min webshop. En idé, jeg fik, da jeg som levnedsmiddelkonsulent rejste rundt i blandt andet Bolivia og så, hvordan kvinderne producerede håndstrik til videresalg. I mange år havde jeg også en idé om at lave en strikkebog, men mens vi stadig boede i Danmark, var jeg så meget inde i den daglige drift af webshop og dengang butik, at jeg ikke havde tid. 

At min mand fik sit drømmejob i Schweiz, og vi flyttede med, er endt med at være godt for mig. Nu tager andre sig af mine praktiske opgaver i Mormor. Jeg kan til og med se, at der er ting, min medarbejder er meget bedre til end mig. Det er enormt lærerigt. Og så har jeg fået tid til endelig at lave den strikkebog! Det er så tilfredsstillende at gøre noget, du har drømt om i lang tid. Det er det skønne ved at have dit eget firma, at du kan få en idé og sætte den i gang.” 

Det varmer på en kold dag

“Min søsters behandling ser ud til at virke”

“Jeg har verdens sødeste far, han er utroligt frisk og kvik og ikke bleg for at tage med børnene ud og shoppe eller i Bonbon-Land på trods af sine 83 år. Men jeg føler lidt, at vi bliver åndet i nakken. Hvor længe bliver han ved at være frisk? 

Min søsters behandling ser heldigvis ud til at virke. Det var svært at flytte fra dem, men jeg trøster mig med, at der kun er en flyvetur på en time og 45 minutter imellem os. Jeg kan være hjemme lynhurtigt og er det også, hver gang min søster skal have svar på sine scanninger. Og får hun det dårligt, så har jeg lavet en aftale med min mand om, at jeg flytter hjem. 

Lige nu glæder jeg mig over, at de begge er så friske, at de besøger os, og over den mere intense måde, vi er sammen på, når du ikke bare smutter igen efter et par timer.”

Her er plads til forbedring 

“Min mand og jeg kunne godt blive bedre til opmærksomhed”

“Jeg har en følelse af, at jo ældre jeg bliver, jo mere motion skal jeg dyrke for at forblive i samme form. Jeg har hormonforstyrrelsen PCO, og min læge har sagt, at vil jeg undgå at blive overvægtig, så skal jeg motionere 45 minutter tre gange om ugen. Det synes jeg faktisk er stressende. 

Min mand og jeg kunne godt blive bedre til at give hinanden opmærksomhed. Når du har været gift i så mange år, bliver det ikke prioriteret så højt. Jeg kan nærmest mærke det fysisk, når mit savn bliver for stort. Lunten bliver kort, og humøret gråt. Så er jeg god til at tage fat i ham og sige, at vi skal have noget tid sammen. Og han synes jo heldigvis også, at det er dejligt, når vi så for eksempel går en tur sammen, som forleden hvor pigerne ryddede op efter aftensmaden imens.” 

Det er jeg blevet helt kølig omkring

“Min bil eller mit hjem er ikke en forlængelse af mig”

“Jeg har nok altid været ret ligeglad med, hvad andre siger om mig. Da vi flyttede til Schweiz, tog vi vores 17 år gamle Toyota med, komplet med buler og det hele. I starten var mine piger lidt pinligt berørte, for alle andre kører i dyre biler som Mercedes og Porche, men de ved også, at jeg elsker min Toyota. Og jeg siger altid til mine piger, at de skal huske på, at vi ikke er, hvad vi har. 

Min bil, mit hjem eller mine børn er ikke en forlængelse af mig. Jeg står ved, hvem jeg er, og spilder ikke energien på at holde en facade oppe. Jeg har vigtigere ting at bruge tiden på.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 72

Måske er du interesseret i ...

Seneste