Charlotte Bircow

Charlotte Bircow: “Jeg har aldrig haft en plan B!”

Hvorfor have en plan B, når man tror fuldt og fast på plan A? Om den så går ud på at være mor med stort M – også selv om det er med alene foran. Og Danmarks største fitnessdronning – også efter de 50? Næste plan er at gennemføre en af verdens hårdeste Ironmen, kun tre år efter, at kræften sugede al energi ud af hende.

30. september 2017 af Af Louise Thorsted

Charlotte Bircow Næss-Schmidt
Privat: Single, mor til Frederikke, Caroline og Alexander.
Job: Forretningskvinden Charlotte Bircow har en HA og HD i erhvervsøkonomi og en uddannelse som NLP Coach. De seneste 25 år har hun været en ihærdig iværksætter især inden for kost, motion og personlig udvikling. Hun har produceret 42 træningsdvd’er, som tilsammen er solgt i mere end to millioner eksemplarer. Hun har stået bag nogle af Danmarks første fitnesscentre og er kvinden, der introducerede spinning for danskerne. Hun er en eftertragtet foredragsholder både i virksomheder og for private. Og en læst forfatter med foreløbig syv bøger på hylden, senest den meget personlige Kræft æde mig – Nej! om sit eget forløb med brystkræft, som hun i dag er helbredt for, men stadig arbejder med, blandt andet som ambassadør for Kræftens Bekæmpelse.

Kender du det? Du møder en kvinde, som på alle måder opfører sig, som man skal, men alligevel kommer hun bare på tværs i dit system. Og det selv om hun både er god ved børn, smiler til dig og ikke lader til at ville spænde ben for dig, hverken helt bog­staveligt eller i overført betydning. Hvorfor er det alligevel så provokerende, at de her positive, selvsikre og succesrige kvinder ikke er til at slå bare en lille smule ud af kurs? Hvor er mørket i deres liv? Nedturene og tvivlen?

Charlotte Bircow ligger på dvd-hylden i hundredtusinder af danske hjem, hvor vi har inviteret hende ind for at give os stramme balder. Men hun er også en af dem, der kan virke en lille smule irriterende. Hun er altid så glad, og alting lykkes for hende. Selv at blive kureret for kræft.

Hun møder mig ude ved kantstenen til sit hjem i Charlottenlund og virker næsten lige så meget som en gæst som jeg. I køkkenvasken hærger morgenens opvask. Fitnessdronningens frokost er ikke hjemmelavet, men fra Joe and the Juice. Hun har travlt, men hun er til stede. Hun lytter, tænker og svarer – med en masse bandeord iblandet. Hun lever. Lige her og nu. Og som en af få, der faktisk gør det, nævner hun ikke en eneste gang noget om at leve i nuet. Selv om mindfulness er det nye fitness.

Faktisk er det Charlotte Bircow selv, der kommer ind på det med de irriterende kvinder.

“Det vigtigste ord for mig lige nu er rumme­lighed. Det kan vi godt blive bedre til. At rumme hinanden. Som menneske er du nødt til at lære, at der altid vil være nogle, som synes, du er irriterende, og andre, der finder dig inspirerende, afhængig af hvor du rammer dem i deres liv. Hvis du ser en kvinde, som får dig til at tænke: Hun ser godt ud. Hun er skideklog. Hun har den rigtige stilling. Hende kan jeg ikke lide! Så se dig selv i øjnene, og spørg: ‘Kunne jeg godt tænke mig noget, som hun har eller kan? Er det, fordi hun har pænere hår eller er klogere end mig? Hvad kan jeg lære af hende?’.

Lær så samtidig noget om dig selv. Du er nødt til at gå ind og være ærlig over for dig selv. Det er ikke altid sjovt, for det er der, du finder dine dumme, grimme, mørke sider, men de er sunde at se. Jeg har selv været der, så jeg ved, hvad jeg taler om. At have et positivt sind er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, vi skal arbejde hårdt for, ligesom med alt andet her i livet.”

Inden jeg når at kigge for langt efter svaret på, hvordan jeg får en fysisk styrke som hende og omkoder min medfødte pessimisme til optimisme, fortsætter hun heldigvis:

“Den forskellighed, der er os kvinder imellem, den skal vi huske at være glade for, for vi løfter bedst i flok. Var vi alle sammen fuldstændig ens, ville vi træde hinanden over tæerne. I stedet skal vi dyrke og anerkende hinandens stærke sider og lære noget af de træk, vi ikke kan lide hos andre.”

Hun kan også noget med kærlighed. Hun er så gavmild med den, at selv kvinder, der ­skriver til hende: ‘Charlotte, du er selv ude om, at du fik kræft, fordi du har brystim­­plan­tater’, får et fint svar. Psykologen Bobby ­Zachariae, der udtalte i en landsdækkende avis, at positive idealer gør kræftsyge deprimerede, og nævnte Charlotte Bircow som et af ideal­erne, han får også en kærlig tanke.

“Jeg forsøger ikke at glemme dem, der møder mig negativt, men jeg ville ønske, at jeg kunne ruske dem og sige: ‘Få nu det ud af dit liv, som du kan’.”

Sonja Richter: “Jeg har lært at lystre mit pleaser-gen”

80 procent er godt nok
Charlotte Bircow har fået rigtig meget ud af sit liv. Hun er kendt for sine balder, men kan takke sin bundløse beholdning af knofedt for et liv med masser af succes. Og det, der hører til. En kendt eksmand, tre forgudede børn, indflydelsesrige venner, et skønt hus og en krop, som kvinder kun halvt så gamle ville bytte sig til, hvis de fik chancen.

Hun begyndte at danse allerede som tre-årig og fandt masser af støtte i sin mormor, som syede kjolerne og fulgte barnebarnet af sted. Den forbrændte energi genvandt hun dengang i tykke skiver af smør gavmildt dyppet i sukkerskålen. Glæden ved dansen var så stor, at selv et afslag fra Den Kongelige Balletskole ikke kunne tage den fra hende.

“Du kan vælge mellem at lade dig slå ud eller ryste på skuldrene. Det sidste er jeg god til. Som en af mine veninder siger: ‘Charlotte, du ryster bare fjerene, og så flyver du videre’. Jeg dansede hele min barndom og ungdom og lærte blandt andet at opføre mig som en vinder, også når hælen knækkede, eller jeg havde glemt mine trusser. Fake it till you make it! Den levesætning, tror jeg, er god at have med sig. Det kan godt være, der sker meget inden i dig undervejs, men folk kan ikke se på dit ydre, at du tvivler. Lige pludselig så lykkes det sgu, så kommer du igennem.”

Dansen fyldte meget, først for sjov, men ­senere også som et studiejob i Tivolirevyen ved siden af økonomistudierne på Handelshøjskolen. Det var i Tivoli, hun mødte Anders Bircow, som hun fik døtrene Frederikke og ­Caroline med. To piger, der fik vendt deres mors direktørambitioner på hovedet. Hun opdagede, at hun er mor med så stort M, at hun ville have mest mulig tid med sine børn. Det fik hun helt bogstaveligt, da hun og Anders Bircow gik fra hinanden i 1990 efter fem år sammen.

Hun valgte livet som selvstændig for at få den fleksible hverdag, hun gerne ville give sig selv og sine to små piger på to og fire år. Præcis hvad de skulle leve af, anede hun ikke, så hun importerede teaterkikkerter i pap og andre mærkelige ting, som hun kørte rundt og solgte. Indtil hun gik til en aerobictime med en instruktør fra USA og pludselig selv var solgt. Til sportsgrenen med plads til meget mere af det feminine, end der ellers var i 1990’ernes fitness­centre, hvor idealet var noget mere maskulint og pumpet.

“Jeg var lige blevet skilt og havde brugt de fleste af mine penge på depositummet til vores nye hjem. Nu brugte jeg rub og stub på at producere den første video, Aerobic I. Jeg stod for det hele selv og havde ikke en krone tilbage, da jeg var færdig. Men jeg troede på det, og jeg arbejdede for det. Knofedt er 80 procent af forklaringen, når noget lykkes. Jeg havde kun en plan A. Jeg har aldrig i mit liv haft en plan B! Du er ikke dedikeret, hvis du har en plan B. Så har du ikke det engagement, der skal til.”

Resten er Balder af stål og Xtrem fedtforbrænding. Mere end to millioner videoer har Charlotte Bircow solgt. Hun har aldrig mødt Jane Fonda og egentlig heller ikke drømt om det. Men hun genkender sig selv i hende. Med den lidt overraskende erkendelse, at hverken Jane Fonda eller hun selv nogensinde har været de bedste instruktører. Men de var dem, der gjorde det. Lavede hjemmetræningsvideoer som de første. 

“Succes handler sjældent om at være den bedste, men om at være god til at finde ud af, hvordan tingene lykkes. At turde gøre dem. Jeg har aldrig været den bedste til noget som helst. Overhovedet. Jeg har altid kun været sådan en 80 procents type. Hvem fanden er 100 procent? Jeg er i hvert fald ikke. Skal alt være 100 procent, så er der meget, der aldrig bliver til noget. Hellere ud over stepperne og så rette til efterhånden. Tag bare den første video for eksempel. Vi er 10 mennesker på den og ­hopper ind og ud ad billedet, men vi er glade og udstråler god energi. Så sent som i går fik jeg en forespørgsel på den video. Hvis nogen havde sagt til mig for 25 år siden, at jeg stadig ville sælge videoer i dag, havde jeg ikke troet dem. Men det gør jeg. Jeg sælger masser af videoer hver eneste dag. Er det ikke vildt?”

Slip slankekuren!
Kunne Charlotte Bircows begejstring tappes på flasker, ville den sikkert sælge lige så godt som videoerne. Hun griner og fortæller om ven­inden i Hollywood, som drømmer om at komme hjem og få en dosis Charlotte, og minder om det, der altid har været hendes budskab og hendes krops og psykes byggesten.

“Jeg gider ikke høre mere om slankekure, slankeplastre og -piller. I de 25 år, jeg har været i motionsbranchen, har motivationen for at dyrke motion overvejende været vægttab. Det er så ærgerligt. Den flotte krop er en skøn sidegevinst, men hovedgevinsten er, at du bliver glad i låget! Budskabet er åbenbart ikke ­kommet godt nok ud, og jeg kan kun tage mig selv i nakken for det.”

Dyrk motion, spis ordentlig mad, sørg for smil og grin i dit liv og for at beskæftige dig med det, du brænder for. Træf fornuftige valg, når det gælder partner, børn og arbejde – alt sammen med respekt for din egen kerne. Er du ikke i balance, drænes du for energi. Sådan lyder Charlotte Bircows opskrift på det gode liv. På hendes eget liv.

“Jeg er rimelig god til at passe godt på mig. Til at elske mig selv. Hvor mange ­mennesker kigger sig selv i spejlet og siger: ‘Hold kæft, hvor er du for lækker og skidegod’? Det er så vigtigt, uanset om du har fede ankler eller hængerøv.”


Hun bor ikke på en anden planet, hvor solen altid skinner, og alt glider på skinner. Hun har bare valgt at træne sig til de gode stoffer serotonin, dopamin og endorfiner, som hjernen udskiller under de rette forhold, og som har den effekt, at vi ser lysere på livet og dets ud­fordringer.

“Jeg har ikke fortrydelser, men erfaringer. Jeg tror, at jo flere slag du får over næsen her i livet, des stærkere bliver du. Altså, hvis du er rustet til det. Det kan sport. Ruste os til livet.”

Dødsgange
Men selv en rustning har samlinger, der er svage. Charlotte Bircows begyndte at gøre ondt i 2011. Hun nåede at tænke kræfttanker. Men også, at knuder ikke gør ondt. Det gør arvæv til gengæld, og sådan et havde hun fra en brystimplantatoperation året før. Da hun kom til den årlige mammografi, var lægen desværre ikke i tvivl. Det var lige op til en ferie, og derfor ville der gå tre uger, før de kunne operere. Charlotte Bircow gjorde som de fleste. Tudede en hel masse og gik så hjem og googlede brystcancer. Hun fandt tallene 86/14 og var sikker på, at at hun ville ende blandt de 86 procent, der overlever.

Det hårdeste var at skulle fortælle det til børnene. Resten var en meget lang tur op ad en meget stejl bakke. Turen tog otte måneder og bød på både operation, kemo og stråler. Musklerne forsvandt. Øjenbrynshårene og øjenvipperne. Håret begyndte at give slip, den dag hun fejrede sin 50-års fødselsdag.


“Jeg fik kemo første gang 6. juni og holdt min 50-års fødselsdag 19. juni. Jeg tror, det er en fest, som gæsterne aldrig glemmer. Alle holdt taler. Græd. Det var rørende, bevægende og kærligt, og jeg havde overskud til det. Jeg har læst overskrifter a la: ‘Charlotte Bircows krop spillede hende et puds’, men sådan følte jeg det ikke selv. Jeg har aldrig været sur eller bitter på min krop. Da jeg først fik diagnosen, tog jeg en lang diskussion med lægen om, at jeg – af alle – da ikke kunne blive syg. Men min kræft var hormonel, og i dag kan jeg jo kun takke min krop for, at jeg kom så forholdsvis hurtigt og godt over kræften.”

Er det sandt, at du spinnede efter hver ­kemokur?
“Ja, jeg satte mig helt skæv op på en spinning­cykel, selv om det virkede vildt. Men jeg gjorde det, fordi jeg ved, at det rent fysisk fungerer sådan, at når der kommer ilt til kroppen, og du rører dig, så udskiller kroppen lykkestoffer, og du får det bedre.”

Det var de lykkestoffer, som hun tærede på de dage, hvor alt, hun kunne, var at ligge med hovedet i toilettet eller på sofaen ude af stand til at bevæge sig en millimeter uden at kaste op. Sønnen, Alexander, sendte hun over til sin far, men han kom alligevel forbi og lavede rødbedejuice eller hentede salater til sin mor.

“Så følte han, at han gjorde en forskel, og det gjorde han også.”

I januar 2012, to måneder efter at hun selv var gennem sin sidste behandling, tabte hendes mor kampen mod kræften. Hun nåede lige at se sin datter blive rask.

I dag er det Charlotte Bircow, der gør en forskel. For de 2.000 kræftsyge kvinder, mænd og børn, som har skrevet til hende. For alle dem, som kommer til de foredrag, hun holder om at komme igennem og forbi sygdommen.

“Kræft er forfærdelig, frygtelig og rædselsfuld. Mange af de yngre kvinder, der skriver til mig, er så tapre og prøver at holde modet oppe for deres familier og børn. Unge piger, som skal dø, skriver: ‘Charlotte, hvad skal jeg gøre, jeg har fået at vide, at der ikke er noget at gøre nu? Jeg er 32 år og har to små børn’. Så svarer jeg: ‘Skriv, og læs alt lortet af hos mig, og brug så din glæde sammen med din familie’. Jeg ­kommer ind i menneskers liv og glæder og sorger på en helt anden måde end før. Jeg er med helt inde på dødsgangen nu. Jeg er blevet mere menneskelig i folks øjne, fordi jeg selv har været syg. Men jeg er ikke blevet mere menneskelig. Jeg er den samme. Det eneste, jeg har lært af at have kræft, er at slippe bekym­ringerne. 98 procent af de bekymringer, jeg har haft, er aldrig blevet til noget. Det er jo helt vildt. Og så fik jeg endda aldrig bekymret mig om, hvorvidt jeg ville få kræft ...”


Mænd af jern og kød og blod
De næste stejle klipper, hun skal overmande, har hun selv valgt. De er en del af Lanza­rotes barske vulkanlandskab og af Ironman-­distancen, som fitnessdronningen har udset sig som sin næste udfordring. Uden at skele til sin alder vil hun i sit livs form efter kemoen.

“Use it or lose it,” siger hun om den krop, der skal bære hende gennem 3.800 meters svømning, 180 kilometer på cykel og et maraton. Altsammen på højst 17 timer.

“Jeg er virkelig dårlig til at svømme og løbe. Det har aldrig været mig. Jeg kan godt løbe en tur på fem-seks kilometer, men 42 kilometer! Jeg har lige løbet mit første halvmaraton, hvor jeg fik ondt i knæet efter 13 kilometer og bare løb så langsomt. Da jeg begyndte til svømning for nogle måneder siden, var jeg ved at drukne efter fire tag. Først griner jeg af mig selv over, hvor ringe jeg er, og så tager jeg ellers fat og siger for mig selv: ‘Øvelse gør mester, Charlotte, det ved du’.”

Energibundtet kan godt lokkes til at tilbringe en aften i sofaen med tv-serier, hvidvin, is og chokolade.

“Det er hyggeligt, men du bliver også hurtigere gammel af det. Og får ondt. Jeg er glad for, at jeg, i en alder af 52 år, ikke har ondt nogen steder. Motion er min forkælelse. Det er sådan, jeg passer på mig selv.”

Hvad har du til gode at opleve?
“Kærligheden. Det store dejlige, lykkelige parforhold med en mand med begge ben solidt plantet på jorden og en god humor. Men jeg siger også til mine børn, at dør jeg i morgen, så skal de vide, at jeg har været her. Jeg har ikke noget til gode. Jeg har fået, så hatten passer. Eller ... Jeg har selv skabt, så hatten passer, lad mig sige det sådan. Jeg har ikke fået noget, det har jeg sgu ikke!”

Få det bedste fra Magasinetliv.dk - tilmeld nyhedsbrevet her!

Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 39.

Måske er du interesseret i ...

Seneste