Cecilie Gredal
© Sine Nielsen

Cecilie skabte sit eget job: “Jeg gik fra stresshåndtering til livshåndtering”

Efter 10 måneder som stress-sygemeldt kastede Cecilie Gredal sig ud i sin gamle drøm om at hjælpe andre – med at forløse deres drømme

20. juli 2017 af Louise Thorsted

Cecilie Gredal (42) er gift og mor til Sofus på 14, Frederik på 11 og Kamille på 7 år. Hun er forandrings- og ledelsesrådgiver og tidligere souschef og afdelingsleder på skole. Hun har hjemmesiden Ceciliegredal.dk

Når Cecilie Gredal kigger tilbage, kan hun godt se, at hun var stresset i otte år, før hendes krop endelig udtrykte det nej, hun ikke selv troede var nødvendigt. Hun havde jo et ekstra gear og var slet ikke typen, der gik ned. I stedet skiftede hun job. Fra afdelings­leder på en skole til souschef på en anden skole.

“Jeg har siddet hos lægen og troet, at jeg havde fået en hjerneblødning, så dårligt havde jeg det. Da han sagde stress, blev jeg glad for, at det ikke var andet, og fortsatte bare på arbejde. Jeg følte jo, at der var brug for mig, og kunne ikke selv mærke, at det ikke gik længere. Det var blevet en normaltilstand for mig. Indtil min mand spurgte mig: ‘Hvor mange gange skal du køre grædende på arbejde og grædende hjem, før det er nok?’.”

“Jeg levede, som jeg troede, jeg skulle”

I dag, to år senere, bliver Cecilie rørt, når hun fortæller om det. Med sin mand og en god erhvervscoach i ryggen sagde hun op.

“Så blev jeg i stedet stresspatient og ville være rigtigt god til det også. Jeg dyrkede yoga, mediterede og gik i fitnesscenteret, men fik det ikke bedre. Før det gik op for mig, at jeg måske efterstræbte nogle andres idealer. Jeg levede, som jeg troede, jeg skulle.”

Cecilie var sygemeldt i 10 måneder. 10 måneder, som hun til at begynde med betragtede som spildt liv. Indtil hun indså, hvorfor hun var landet der. I idealfælden.

“Idealfælden er den store forkromede idé om, hvordan alt skal være. En fællesnævner, vi navigerer efter. Jeg voksede op med fornemmelsen af, at det var finere at være målrettet og discipli­neret end at være empatisk. Jeg havde svært ved at se, hvordan det kunne forenes. Jeg var god til at løse konflikter som leder, men så det ikke som en kvalitet, fordi det ikke var målbart. Helt grundlæggende så har mange af os en opfattelse af, at det, vi naturligt har talent for, ikke tæller. Meget i livet skal helst kræve meget af os for at tælle som meritter. Jeg vil gerne udfordre det.” 

“Jeg vil leve af at være mig”

Så nej, de 10 måneder var ikke spildt, da Cecilie satte sig for at finde ind til sin egen drøm. Som er at hjælpe andre med at forløse deres. Hun sprang ud som selvstændig, skabte titlen forandringsrådgiver og sit eget firma og et arbejdsliv, der er stykket sammen af sessions med kunder som dig og mig, foredrag og kurser for ledere. 

“Nu hørte jeg igen min gamle drøm. Jeg vil leve af at være mig. Jeg vil gøre det, jeg er god til. Det, jeg helt naturligt har talent for. Jeg gik fra stresshåndtering til livshåndtering, og det er det samme, jeg hjælper mine kunder med. 

Læs resten af artiklen om Cecilie

I Magasinet Liv 78 kan du læse resten af artiklen om Cecilie. Her kan du også møde to andre seje kvinder, der levede deres drøm fuldt ud, efter de blev 40+. 

I det nye magasin kan du også læse et stort interview med konditor Mette Blomsterberg og meget, meget mere. Denne gang får du romanen Der vokser et træ i Mostamägg med i prisen, så skynd dig ned i den lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

Magasinet Liv
© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste