Anne Gry Henningsen
© Sine Nielsen

Anne fik et barn med sine to venner: "Jeg har gravet dybt og nyder bare at have det godt"

Da Anne endelig fik lyst til at være nogens mor, var kæresten væk – men så fik hun da bare sin datter med to af de bedste mænd i sit liv. Nu drømmer hun om at lære at kede sig igen

13. januar 2018 af Louise Thorsted

Anne Gry Henningsen (41) er single og mor til Liv på 1 år, som hun har sammen med sine venner Brian og Mads. Hun er skuespiller og kreativ leder på sit eget ungdoms­teater, Mærkværk, og er aktuel med teater­stykket Stræber. 

Nybagt

“Jeg blev mor som 40-årig, så min datter Liv er lige fyldt et år. Det var ikke et drømmemål for mig at få børn, men lysten kom snigende midt i mine 30’ere, og da min kæreste var ude af billedet, forsvandt lysten til at blive mor ikke.

Men jeg havde ikke lyst til at få et barn alene. Mine forældre blev skilt, da jeg var tre år. Min far var på sidelinjen, men jeg var altid på ‘besøg’ hos min far og har været det hele mit liv. Jeg ville ikke have en datter, der kun var på besøg hos sin far.

Jeg vidste, at min rigtigt gode ven Mads fra gymnasiet og hans mand, Brian, måske gerne ville have børn, så jeg inviterede ham ud og spise, og så spurgte jeg ham, om vi skulle få et barn sammen. Jeg havde overvejet, om jeg ville blive jaloux på deres forhold, for romantikken er jo taget ud af ligningen for mig i den her konstellation, og vi snakkede rigtigt meget om det alle tre. 

Men efter mange gode snakke om, hvordan vi skulle gøre det rent praktisk, og om, hvad vores forventninger var, besluttede vi, at det ville vi gerne. Vi lavede en babykontrakt. Og så prøvede vi. Og jeg blev gravid i første hug.

Det er jo vildt at lave et skilsmissebarn, men Liv er supersej. Det er det her – mor, far og papa – hun er vant til. Det er sådan, hendes liv er. Vi har været rigtigt meget sammen alle sammen, for jeg har en seng på Livs værelse hos dem, og Mads sov på en madras på gulvet her i starten.

Jeg var helt hormonkuk de første tre måneder. Græd og kunne ikke give hende fra mig. Det var livsomvæltende at få hende. Så skrøbeligt pludselig at være helt uprøvet og nybagt og konstant opmærksom på ikke at gøre noget forkert i forhold til dette lille, fine menneske.

Jeg bliver rørt, når jeg taler om det, for det er så vildt, at nogen kan æde dig på den måde. Det er en samhørighed. Men også et savn, når hun ikke er her. Selv om jeg glædes over at dele hende med nogen.” 

Klogere

“Jeg har villet været skuespiller, siden jeg var 10 år, men det tog mig syv år at komme ind på skuespillerskolen. Jeg kom ind, da jeg var 28 år. Allerede før jeg kom ind, lavede jeg en del ungdomsteater. Det gør jeg stadig. Jeg oplever, at unge i dag udfordres på mange andre parametre, end jeg selv blev. Men i bund og grund, når vi laver research til en forestilling, så er følelserne de samme. Så genkender jeg mine egne frustrationer som teenager. Hvem er jeg egentlig, hvem vil jeg gerne være, og hvor hører jeg til?

I 2015 etablerede jeg mit eget ungdomsteater, Mærkværk, for at skabe forestillinger, der rammer ned i de unges liv og sætter gang i dialogen om udfordringerne på vejen til at blive voksen. Undervejs er jeg selv blevet vildt klog på al mulig struktur og økonomi. Det er absurd, så meget kontorarbejde der skal til for at lave noget kunst. Heldigvis er jeg nysgerrig på og har flair for både excelark og budgetter.

Jeg kan mærke, at mit arbejdsliv har fået en anden form, efter at jeg er blevet mor. Nu er der noget andet og mere, der fylder i mit liv. Nu kan jeg ikke bare blive hængende på teatret 24/7. Det er ret fantastisk og sundt, for nogle gange kan teatret overtage en.
Jeg blev færdig på skuespillerskolen, da jeg var 32 år, men debuterede først på film som 39- årig. Det var i Thomas Vinterbergs Kollektivet. På min allerførste optagedag med hele holdet står vi i regnen i kollektivets have, og jeg får sagt: ‘Det er jo helt vildt, for det er min allerførste filmdag nogensinde’. Så vendte Ulrich Thomsen sig om og sagde: ‘Hvorfor det?’.

Svaret er vel nok, at det er, fordi der aldrig er nogen, der har spurgt. Jeg vidste ikke noget om film, og jeg troede, at det var noget helt andet og svært, men så sagde Trine Dyrholm sødt: ‘Det er jo bare ligesom teater’. Og det er det jo. Nogle gange er man bare bange for det, man ikke har prøvet.” 

Og nærværende

“Uagtet at jeg ikke har drømt om børn, har jeg alligevel tænkt og ofte talt med venner om det med at ‘vente på den gode fremtid’. At vi venter på noget, som vi ikke ved, hvad er. Noget udefineret. Jeg har levet lidt, som om det hele først starter om lidt, men nu prøver jeg at nyde processerne mere og ikke kun leve fra projekt til projekt. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har det vildt godt. Jeg har allerede gravet dybt, blandt andet hos en psykolog, for at forstå mig selv og mine mønstre, men jeg tager lige en pause og nyder bare at have det godt.

Er jeg nærværende i det, jeg gør, oplever jeg også min datter mest muligt. Jeg har læst, at vi mennesker er de eneste skabninger, som kan tænke i alternativer, og at det både er vores styrke og vores svaghed. Forestil dig, at en løve stopper op midt i jagten på en antilope og spørger sig selv: ‘Hvis nu jeg ikke kan spise det hele, hvor skal jeg så gøre af resten?’. Det dur jo ikke, og det, synes jeg, er et meget godt billede på at være i det, du er i. Jeg købte engang en bog om nærvær med øvelser i, fordi jeg havde intentioner om, at nu skulle jeg lære det, men det blev jo også bare et projekt, der skulle overstås!

Jeg husker følelsen af barndommens uendelige sommerferier. Jeg kan nærmest mærke den, når jeg siger det. Rulleskøjterne og duftene. Kunne jeg bare få den følelse ind i min krop igen. Måske skal jeg bare sidde og glo ud i luften? Er det håbløst gammeldags at ville kede sig?” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 83.

Måske er du interesseret i ...

Seneste