Kvinde sover
© iStock

9 ting i dit soveværelse, der virkelig kan skade din nattesøvn

Har du problemer med at sove igennem om natten, og føler du dig ikke veludhvilet, når du vågner? Måske skyldes det ting i dit soveværelse, som du sagtens kan ændre

8. maj 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Der er mange myter om søvn, og det er næsten umuligt at finde ud af, hvordan du får den bedste af slagsen. Er en sovemaske eller en særlig pude måske vejen frem? 

Den gode søvn er værd at kæmpe for, for den kan både gøre dig slankere og give dig et bedre sexliv. Vi har derfor listet en række ting i dit soveværelse, som du skal undgå, da de kan være med til at skade din nattesøvn. 

1. Rod

Hvis dit soveværelse er fyldt med rod, bunker af tøj og anden uorden, kan det være med til at skade din søvn. Ifølge en ekspert i søvn og psykologi skyldes det, at fysisk rod også skaber mentalt rod, og det kan påvirke dig, så du sover dårligere. 

2. Farver

Har du meget lyse farver på væggene eller et mønstret tapet? Selvom du har lukkede øjne, når du sover, kan farverne på væggene i dit soveværelse være med til at forstyrre din søvn på samme måde som rod. De lyse farver og et vildt mønster er begge skadelige for søvnen, da de giver din krop lyst til at være aktiv i stedet for lyst til at hvile. 

3. Lys

Lys fra vinduer eller fra din telefon kan også være skadelig for din søvn. Lyset kan forstyrre dine øjne, så det bliver sværere for dig at komme dybt ind i søvnen. Selv små lyskilder eller lysglimt – eksempelvis hvis du får en sms, og din telefon lyser op – kan være forstyrrende, viser forskning. 

4. Madras 

Vi har alle forskellige præferencer, når det gælder hårdhed på vores madras. Det er ikke desto mindre vigtigt, at du har valgt den rigtige, så du ligger godt, og så din ryg ikke tager skade. Hvis du har en madras, som ikke passer til dig, risikerer du nemlig, at du sover dårligere. 

5. Gardiner 

Har du nogle lyse, lette gardiner, som har sat prikken over i'et på din indretning, men i virkeligheden ikke rigtig holder sollyset ude? Hvis du har valgt de forkerte gardiner, kan du have svært ved at falde i søvn om aftenen, og du risikerer at vågne for tidligt om morgenen på grund af sollys og andre lyskilder udenfor. Måske skal du overveje et par mørklægningsgardiner?  

6. Sengetøj

Det lyder næsten lidt for banalt, men vi ved jo også godt, at der er utrolig stor forskel på sengetøj. Nogle elsker helt glatte stoffer, mens andre godt kan lide lidt tekstur. Det er forholdsvis let at finde det, du bedst kan lide, og det er en god idé at gøre det, da det forkerte sengetøj kan forstyrre din søvn.

7. Støv 

Kæmper du med allergi, ved du, hvor vigtigt det er at holde dine omgivelser fri fra støv og andre ting, som kan trigge en hård vejrtrækning. Men det kan også skade din søvn, selvom du ikke har allergi, hvis der er meget støvet i dit soveværelse. Det kan gøre dit velbefindende ringere, så det er en god idé at svinge støvkosten en ekstra gang.  

8. Varme 

Vores kroppe har brug for kulde for at sove godt. Forskning viser, at den optimale temperatur i et soveværelse er mellem 15 og 20 grader, så selvom du måske godt kan lide at have det lunt under dynen, bør du faktisk skrue lidt ned for radiatoren. 

9. Larm

Det kan desværre være svært at gøre noget ved, men larmende elementer fra dit soveværelse, resten af huset eller lyde udenfor kan forstyrre din søvn. Laver dit køleskab eksempelvis en evig rumlelyd, eller snorker gemalen temmelig kraftigt, er din nattesøvn i fare for at blive forringet. 

Kilde: Huffington Post 

Måske er du interesseret i ...

Seneste