Hør, hvad en 20-årig tænker om en kvinde i 40'erne.
© Ninna Flor

20-årige Rebekka: “En kvinde på 40 er en kvinde, der hviler i sig selv”

Hør, hvad en 20-årig tænker om en kvinde i 40'erne, og hvilket liv hun selv håber på at have, som 40-årig

11. september 2016 af Louise Thorgaard

Rebekka Klubien er 20 år gammel, single og bor hjemme, men leder efter sit eget. Hun blev student sidste sommer, og arbejder i butik og lidt som model. 

For hende bør den røde tråd i alle aldre være: "at jeg er glad i det, jeg gør, og det, jeg er i."

20 år. Hvad fylder i dit liv?

“Jeg er lidt splittet for tiden, for jeg vil enormt mange ting. For første gang i mit liv kan jeg fuldkommen selv vælge, hvad jeg har lyst til, og det er ret interessant. Og virkelig skræmmende. For jeg tænker også meget over, hvad de valg, jeg træffer nu, får af betydning for mit voksenliv. Jeg har været meget ude at rejse i år, både alene og med veninder. 

For nogle måneder siden tog jeg til Portugal helt spontant. Jeg har altid gerne villet prøve at surfe og blev sindssygt hooked på det. Det er sådan nogle valg, jeg har lyst til at træffe flere af, for jeg kunne mærke, at det ændrede noget inden i mig. Også selv om det kun var 10 dage. Jeg vil rejse et sted hen og prøve at få en hverdag i et helt fremmed land. Lige nu holder jeg sabbatår, har lidt modeljobs og arbejder i en venindes butik. 

Jeg prøver ikke at lægge under for det pres, jeg ser hos mange veninder, som er sindssygt stressede over, hvad de skal være, og hvad de kan blive til. Jeg kender flere, der bare vælger en uddannelse, fordi det bliver forventet af os, men jeg vil også have hjertet med.” 

Hvad kan bekymre dig?

“Det kan godt være, det lyder mærkeligt, når du er 20 år, men jeg bliver også stresset over at blive ældre. Det er ikke det med rynker, men mere det med, om jeg får gjort det, jeg vil? Jeg ved ikke, hvad jeg vil læse eller arbejde med. Kun at det gerne må være noget kreativt kombineret med noget iværksætteri.”

© Ninna Flor

Hvordan oplever du kvinder i 40’erne?

“Det er min mor, da jeg var 10 år. En kvinde, der har skabt sig en familie – børn og mand – og sikkert også en karriere, men mest af alt en kvinde, der hviler i sig selv på en måde, som du kan se op til. En kvinde, der ikke længere tænker så meget over, hvad andre siger. Jeg tænker ikke gammel, jeg tænker moden. 

Kvinder i dag er gode til at holde sig selv ved lige. Det kan være svært at se, om hun er 40 eller 50. Selv kan jeg ikke engang forholde mig til at blive 30. Der er lige så længe, til jeg bliver 40, som jeg har levet indtil nu.”

Hvilket liv håber du at have som 40-årig?

“Hvis jeg pludselig er 40 og har haft så travlt med min karriere, at jeg opdager, at jeg ikke har en kæreste eller en familie, så vil jeg nok få en krise. Det er ikke vigtigt for mig at få en stor villa eller mange penge. Eller en fin uddannelse, for den sags skyld. Det handler mere om at finde mig tilrette i min egen krop. At etablere et liv, jeg kan stå inde for. 

Som 40-årig vil jeg gerne kunne se tilbage på min ungdom og tænke, at hvor var det fedt, at jeg fik udlevet nogle drømme. Det er en enorm drivkraft for mig.” 

Måske er du interesseret i ...

Seneste